Pressemeddelelse -

Kulturværftet viser tankevækkende dansk dokumentarfilm om hjernestimulering 18. februar

Oplev en fascinerende og tankevækkende dansk dokumentarfilm, der borer sig ned i hjernestimuleringens både lovende og skræmmende muligheder – og trækker tråde til en glemt superforsker. Efter filmen taler vi med filmens instruktør Pernille Rose Grønkjær.

Kan hjernestimulering blive den nøgle, der gør os alle til supermennesker? Hvor går grænsen mellem lidelse og personlighed? Hvornår skal vi korrigere psyken, og hvornår skal vi lade den være som den er?Det er nogle af de spørgsmål, Pernille Rose Grønkjærs seneste dokumentarfilm rejser.

Hunting for Hedonia (Jagten på lykken) er en filmatisering af Lone Franks bog Lystens Pioner og undersøger tidens eksplosive udvikling i brugen af såkaldt ‘deep brain stimulation’ – dyb hjernestimulation. Med permanente elektroder i udvalgte områder af hjernen er man i stand til at korrigere abnorm aktivitet og forskellige neurologiske og psykiatriske tilstande, såsom parkinson, demens og depression. Spørgsmålet er, om vi skal gøre det, bare fordi vi kan? Hvad er næste skridt i denne udvikling? Hvor går grænsen for at ændre menneskers psyke og personlighed ved neurokirurgiske indgreb? Og hvem bestemmer, hvad der er normalt?

Den såkaldte Deep Brain Stimulation blev først udviklet helt tilbage i 1960’erne, men blev siden frosset ud i et stadig mere politiseret forskningsmiljø. Nu er den tilbage, og i mellemtiden har teknologien indhentet visionerne. Pernille Rose Grønkjærs film med manus af videnskabsjournalisten Lone Frank ser på udviklingen og stiller de store spørgsmål – og lader de skarpeste hjerner svare på dem.

Pernille Rose Grønkjær er uddannet på Den Danske Filmskole og har instrueret og produceret en række anerkendte dokumentarfilm, bl.a. The Monastery og Den anden side om Anders Matthesen. Sammen med en stribe førende, kvindelige dokumentarfilminstruktører har hun etableret selskabet Danish Documentary Production. Pernille Rose Grønkjær har tidligere besøgt Kulturværftet med sin film Genetic Me om arv, miljø og genetik, også lavet i samarbejde med Lone Frank.

Hunting for Hedonia (Jagten på lykken), instruktør Pernille Rose Grønkjær, manuskript: Pernille Rose Grønkjær og Lone Frank, DK, 2019, 87 min. Danske undertekster.

Film & Folk er et fast filmformat på Kulturværftet, hvor du kan opleve både spillefilm, aktuelle dokumentarfilm, foredrag og snak med forskellige filmfolk.

PRAKTISK INFORMATION

  • Tid: 18. februar 2020 19.00
  • Sted:
    Kulturværftet / Lille Scene
    Allegade 2
    3000 Helsingør
  • Pris: 65 DKK PÅ WWW.KUTO.DK

ANMELDELSER

“Fascinerende dansk dokumentar borer seriøst i hjernestimuleringens lovende og skræmmende muligheder og trækker tråde til en glemt superforsker.”

EKKO

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • pernille rose grønkjær
  • hunting for hedonia
  • kulturværftet

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423