Pressemeddelelse -

NORD - Nordisk Litteraturfestival 2021 - klar med program: NORD sætter ord på vores nordiske liv

Når NORD slår dørene op den 18. september, bliver det med et program, der bringer publikum forbi stockholmsk influencer-liv, 1300-tallets magtcentrum, sorg i Reykjavik, skandinavisme og en eksplosiv Brøgger-performance. For 6. gang samler NORD – Nordisk Litteraturfestival nogle af Nordens mest spændende forfattere lige nu på Kulturværftet i Helsingør. I år i en Corona-justerede 1-dagsudgave, der byder på samtaler, musik og performance og litteratur, der stiller spørgsmål til den verden, vi lever i.

HER ER PROGRAMMET:

Norske Geir Gulliksen og danske Kirsten Thorup er begge optagede af de små bevægelser, der forårsager de store skred i livet. Hvordan bliver vi de mennesker vi bliver, og hvor stort spillerum har vi? I Gulliksens ’Den jeg skulle blive’ sender et enkelt strøg over en kind hovedpersonen i en helt ny retning. Hvad gør det ham til? I Kirsten Thorups ’Indtil vanvid, indtil døden’ finder hovedpersonen vej ned gennem 1940’ernes Tyskland og bosætter sig hos en topnazist. Hvad gør det hende til? De to forfattere mødes for første gang på scenen til en samtale om frigørelse og overskridelser.

Den historiske romans revival. Forfatterne Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Maria Hesselager indtager begge det historiske territorium i henholdsvis ”Margrete 1” og ”Jeg hedder Folkví”, to romaner der udspiller sig i middelalderens og vikingetidens Skandinavien. Men hvad får nutidens forfattere til at vende sig mod fortiden? Og hvordan griber de to forfattere det egentlig an at skildre en tid og det at være menneske i dén tid? Hvordan er man ikke bare historiens men også digtekunstens forvalter? Festivalen stiller spørgsmålene videre til forfatterne, når de indtager scenen.

Skandinavismen – før og nu. Hvad taler vi egentlig om, når vi taler om skandinavisme? Den anerkendte historiker Rasmus Glenthøj er kendt for at gøre op med nationale glansbilleder og historiske vedtagne sandheder. I sine bøger undersøger han, hvordan historien kunne have formet sig på en anden måde. Det gælder også historien om, hvordan Danmark, Norge og Sverige var lige ved at blive til en fælles nation, et fælles Skandinavien. På baggrund af Glenthøjs kommende bog ”Union eller undergang”, der bringer ny viden om Skandinaviens historie frem i lyset, taler han med præsident for Nordisk Råd, Bertel Haarder, om skandinavismens opståen, og om hvordan man kan forholde sig til begrebet i dag.

Sans!Efter mere end et år med nedlukninger og berøringsangst har vi brug for at skrue op for vores sanseapparat. Her kommer litteraturen os i møde. Forfatteren til den anmelderroste ”Adam i Paradis” om maleren Kristian Zahrtmann, Rakel Haslund-Gjerrild, taler med forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der er aktuel med romanen ”Bar” i efteråret; de taler om kunstnerisk lydhørhed, sanselighed og synæstesi.

Svensk stortalent skriver om menneskelig nedtur. Tone Schunnesson er længe blevet betragtet som en af de væsentligste nye stemmer i svensk samtidslitteratur. Hun gæster festivalen med romanen ”Dagene, dagene, dagene”, som udkommer på dansk i august. En begavet og kompromisløs roman om influencerliv og menneskelig nedtur. Om fornedrelse og selvbilleder. Om de transaktioner, vi foretager: arbejde, venskaber, sex. Og ikke mindst penge.

Jón Kalman Stefánsson. Han skriver prosa, som var det poesi og betragtes i dag som en af Islands allerstørste forfattere. Han gæster NORD med ’Stjernernes knitren’ – en barndomsskildring, en sorgroman og en fortælling om fantasiens kraft.

Også musikken og den litterære performance præger dette års festival:

BRØGGER på NORD. I samarbejde med Østerbro Teater indtager det Reumert-prisvindende multitalent Jeanett Albeck NORD med sceneudtræk fra sin kritikerroste forestilling om Suzanne Brøgger. Det bliver en eksplosiv oplevelse.

Bisse – har ordet i sin magt. Den danske sanger og sangskriver Bisse afslutter festivalen med en koncert. Bisse er ikke bare optaget af litteratur, i hans musikalske univers har teksten også en dyb klangbund.

Billetter til NORD – Nordisk Litteraturfestival 2021 kan købes på billetten.dk
Læs mere om festivalen på nordfestival.dk

Spørgsmål vedrørende festivalen kan rettes til:
Gro Frank Rasmussen, festivalleder: (+45) 23 61 6355/ (+45) 25313658/ gfr65@helsbib.dk

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • nordisk litteraturfestival
  • kulturværftet
  • nord

Regions

  • Hovedstaden

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423