Skip to content
Francis Upritchard udfolder en verden af havfruer, mytiske væsner og excentriske figurer i sin første udstilling i Skandinavien

Press release -

Francis Upritchard udfolder en verden af havfruer, mytiske væsner og excentriske figurer i sin første udstilling i Skandinavien

Til efteråret præsenterer Kunsthal Charlottenborg en soloudstilling med den newzealandske billedhugger Francis Upritchard. Med mere end 100 værker skaber den omfattende udstilling et særligt univers et sted mellem forestillinger om vores fortid og visioner for en fremtid.

Francis Upritchard
Any Noise Annoys an Oyster
28 Sep 2024 – 16 Feb 2025

Francis Upritchard (f. 1976, bosat i London) arbejder i et krydsfelt mellem billedkunst og kunsthåndværk. Hendes kunst kan antage mange forskellige former, lige fra figurative skulpturer i stor skala til keramik, mundblæste glasvaser, smykker og bittesmå væsener.

Upritchard er optaget af hvordan fortiden opfattes i dag og hvordan fremtiden kunne tænkes at se ud, og hun trækker på inspirationskilder, der rækker lige fra oldtidskunst og asiatisk folklore til europæisk skulptur fra det 20. århundrede og science fiction. Blandt de udstillede værker er skulpturer, der legemliggør mytologiske fabeldyr og andre væsner fra fortiden såsom kentaurer, havfruer og dinosaurer, udført i bronze såvel som balata (naturgummi fra Brasilien).

På Kunsthal Charlottenborg vil disse væsner være ledsaget af en stor samling af kunstnerens egne miniatureskulpturer og en gruppe excentriske figurer klædt i farverige gevandter. Som helhed betragtet undviger Upritchards værker etablerede normer og skaber en kalejdoskopisk fortælling, der giver mulighed for at gøre sig overvejelser om forskellige facetter af den menneskelige tilstand.

Henriette Bretton-Meyer, kurator for udstillingen, udtaler:

”Vi er meget begejstrede for at kunne vise en så omfattende præsentation af Francis Upritchards værker. Hendes mange og meget forskellige referencer, hendes karakteristiske brug af materialer, hendes sans for humor og hendes store tekniske kunnen gør hende til en billedhugger i en klasse for sig.”

”Denne udstilling er stedsspecifik på flere måder: en ny, stor dinosaurskulptur forholder sig direkte til udstillingsrummenes skala og dimensioner; både små og store havfruer dukker op som fjerne slægtninge til Københavns mest berømte skulptur i det offentlige rum, og der sendes tilmed en hilsen til de ikoniske værker af den schweiziske kunstner Giacometti, som man kan støde på flere steder i Danmark."

Upritchard har gennem sin karriere opnået international anerkendelse for sit slående og originale formsprog. Hun har deltaget i en lang række udstillinger rundt om i verden og har bl.a. repræsenteret sit hjemland på Venedig Biennalen, samarbejdet med den anerkendte britiske modeduo Peter Pilotto, og i 2022 skabte hun et monumentalt, permanent udendørs skulpturværk for Art Gallery of New South Wales i Sydney.

Any Noise Annoys an Oyster er kurateret af Henriette Bretton-Meyer.

Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, William Demant Fonden.

Om kunstneren
Francis Upritchard er født i 1976 i New Plymouth, New Zealand og bor og arbejder i London og New Zealand. Hendes værker har været vist på soloudstillinger på kunstinstitutioner som Kunsthaus Pasquart i Biel/Bienne, Schweiz (2022), Barbican Centre i London, Storbritannien (2022), Christchurch Art Gallery, New Zealand (2022), Museum Dhondt-Dhaenens, Belgien (2020), Hammer Museum i Los Angeles, USA (2014), Marugame Genichiro-Inokuma Museum of Contemporary Art i Kagawa, Japan (2013) og Cincinnati Contemporary Art Center i Ohio, USA (2012). Francis Upritchard repræsenterede New Zealand ved den 53. Venedig Biennale (2009) og deltog i den 57. Venedig Biennale (2017). Blandt kunstnerens seneste gruppeudstillinger kan nævnes DAUWRAUW: A Bruegelian Landscape, Bornem Castle, Bornem, Belgien (2024); Guangzhou Triennialen, Guangdong Museum of Art i Guangzhou, Kina (2023); The Inner Island, Villa Carmignac på Porquerolles Island, Frankrig (2023), samt Human Conditions of Clay, John Hansard Gallery i Southampton, Storbritannien (2022). Upritchard er repræsenteret i offentlige samlinger såsom Tate Collection, Storbritannien; Hammer Museum, Los Angeles, USA; Govett-Brewster Art Gallery, New Plymouth, Aotearoa / New Zealand; Art Gallery of New South Wales, Australien.

Praktisk information
Francis Upritchard: Any Noise Annoys an Oyster
28. september 2024 – 16. februar 2025
Pressevisning: 26. september kl. 11.00
Fernisering: 27. september kl. 17.00–21.00
Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K
Læs mere her

Events i udstillingsperioden

27. sep: Sæsonåbning
17.00-21.00 Åbning af udstillingerne Poetics of Encryption og Any Noise Annoys An Oyster af Francis Upritchard

1. okt: Omvisning
10.00-13.00 Charlottenborg på barsel inkl. omvisning i udstillingen

9. okt: Omvisning
17.00-18.00 Kuratoromvisning i udstillingen af Henriette Bretton-Meyer

11. okt: Kulturnatten
18.00-24.00 Udstillingerne er åbne
18.00-22.00 Lav din egen fantasiskulptur med inspiration fra Any Noise Annoys An Oyster

16. okt: Efterårsferie på Kunsthal Charlottenborg
17.00-18.00 Familieomvisning i udstillingen
17.00-19.00 Lav din egen fantasiskulptur med inspiration fra Any Noise Annoys An Oyster

3. dec: Omvisning
10.00-13.00 Charlottenborg på barsel inkl. omvisning i udstillingen


For nærmere information om udstillingen, kontakt venligst:

Henriette Bretton-Meyer
Kurator, Kunsthal Charlottenborg
hbm@kunsthalcharlottenborg.dk / (+45) 3374 4680

Pressekontakt
Jeannie Møller Haltrup
Kommunikationsansvarlig, Kunsthal Charlottenborg
jmh@kunsthalcharlottenborg.dk / (+45) 3374 4629

Topics

Categories


Kunsthal Charlottenborg er et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med internationalt udsyn, der omfatter kunst af såvel talenter som etablerede stjerner fra både ind- og udland. Det toneangivende udstillingsprogram suppleres med en lang række aktiviteter som artist talks, performances, koncerter og filmvisninger.

Contacts

Related content