Press release —
Jochen Lempert inviterer til nye perspektiver på naturen i sin første soloudstilling i Danmark
Jochen Lempert
Flora Incognita
26. september 2026 – 21. februar 2027
Kunsthal Charlottenborg præsenterer en omfattende udstilling med den tyske kunstner Jochen Lempert, hvis sort-hvide fotografier inviterer publikum til at sætte tempoet ned og genopdage den naturlige verden.
Invitation til pressevisning: Torsdag 24. september kl. 10.00-12.00
Kunsthal Charlottenborg inviterer til pressevisning af efterårets tre nye udstillinger, hvor kunstnerne, kuratorerne og kunsthalsleder Helene Nyborg Bay vil være til stede og introducere udstillingerne. For tilmelding og forespørgsel på interviews, kontakt: Jeannie Møller Haltrup, jmh@kunsthalcharlottenborg.dk.
Til efteråret kan publikum opleve den anerkendte tyske kunstner Jochen Lemperts (f. 1958) første soloudstilling i Danmark. Udstillingen spænder over mere end tre årtiers kunstnerisk praksis og samler et bredt udvalg af værker, der synliggør naturens subtile skønhed, kompleksitet og indbyrdes forbundethed.
Lempert er uddannet biolog og forener videnskabelig observation med kunstnerisk sensibilitet. Hans analoge sort-hvide fotografier fokuserer på detaljer og mønstre fra den naturlige verden: havbølgernes former, lysets refleksioner, blomsters fine geometri og hver enkelt levende organismes individuelle særpræg. Gennem disse opmærksomme iagttagelser fremhæver han det ekstraordinære i vores omgivelser.
I en tid præget af acceleration, distraktion og miljøkrise tilbyder Lemperts værker et rum for fordybelse og eftertanke. Fotografierne vises uden rammer og arrangeres i nøje komponerede grupperinger, der skaber uventede forbindelser mellem planter, dyr, genstande og mennesker. Publikum inviteres til at opdage visuelle forbindelser og rytmer, som udfolder sig gradvist over tid.
“Jochen Lemperts værker minder os om, at opmærksomhed er en form for omsorg. Hans fotografier inviterer os til at se nærmere på verden omkring os og opdage forbindelser til naturen gennem detaljer, der nænsomt toner frem, når man giver sig tid til at være til stede i øjeblikket,” siger Helene Nyborg Bay, kunsthalsleder for Kunsthal Charlottenborg.
Et centralt aspekt af Lemperts kunstneriske praksis er fotografiets materialitet. Han arbejder med analoge processer og fremkalder sine fotografier i hånden. Udstillingen omfatter både fotografier skabt med kamera og fotografiske værker, der er fremstillet uden kamera. Et eksempel er Glowworm, hvor en sankthansorms bevægelser registreres direkte på lysfølsom film gennem sporene fra dens egen bioluminescens.
Hans værker undersøger temaer, der spænder fra botanik og marint liv til forholdet mellem urbane og naturlige økosystemer. Udstillingen vil omfatte værker fra begyndelsen af 1990’erne og frem til 2026.
Gennem de seneste tre årtier har Jochen Lempert opbygget et internationalt renommé gennem udstillinger på institutioner som Centre Pompidou i Paris, Museum Ludwig i Köln og Izu Photo Museum i Japan. Hans værker findes i betydelige offentlige samlinger, herunder Museum of Modern Art i New York, Centre Pompidou i Paris og Hamburger Kunsthalle i Hamborg.
Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.
Om kunstneren
Jochen Lempert (f. 1958, Moers, Tyskland) bor og arbejder i Hamborg. Han studerede biologi ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität i Bonn med speciale i guldsmedes økologi. Før han i slutningen af 1980’erne helligede sig fotografiet, var han medstifter af det eksperimenterende filmkollektiv Schmelzdahin, der undersøgte filmens materielle og kemiske muligheder. Siden har han udviklet en særegen fotografisk praksis, som har opnået international anerkendelse, blandt andet gennem et stipendium fra Alfried Krupp von Bohlen und Halbach Foundation for Contemporary Photography, Ars Viva Photography Prize og Camera Austria Award.
Fakta
Jochen Lempert: Flora Incognita
26. september 2026 – 21. februar 2027
Pressevisning: 24. september kl. 10.00–12.00
Sæsonåbning: 25. september kl. 17.00–22.00
Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K
Læs mere her
Pressekontakt
Jeannie Møller Haltrup
Kommunikationsansvarlig, Kunsthal Charlottenborg
jmh@kunsthalcharlottenborg.dk / +45 33 74 46 29
www.kunsthalcharlottenborg.dk
www.facebook.com/charlottenborg.kunsthal
www.instagram.com/kunsthalcharlottenborg
www.youtube.com/c/KunsthalCharlottenborg
Topics
Categories
Regions
Kunsthal Charlottenborg er et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med internationalt udsyn, der omfatter kunst af såvel talenter som etablerede stjerner fra både ind- og udland. Det toneangivende udstillingsprogram suppleres med en lang række aktiviteter som artist talks, performances, koncerter og filmvisninger.