Skip to content
Kunst som metode til forandring: Udstilling over hele Danmark viser bud på mulige fremtidsscenarier

Press release -

Kunst som metode til forandring: Udstilling over hele Danmark viser bud på mulige fremtidsscenarier

Future Ours
Kunsthal Charlottenborg Biennale
10. juni – 10. august 2025: Kunsthal Charlottenborgs gård
30. juni – 13. juli 2025: Over hele Danmark
10. juni kl. 16.00-19.00: Udstillingsåbning

Kunsthal Charlottenborg præsenterer sin fjerde biennale, Future Ours, i samarbejde med ART 2030. Den internationalt anlagte kunstudstilling kan opleves over sommeren i hele landet.

Future Ours adresserer fremtiden for vores planet og præsenterer visioner fra 21 kunstnere og kollektiver fra hele verden i gården på Kunsthal Charlottenborg og på gader, togstationer og busstoppesteder over hele Danmark i sommeren 2025.

Udstillingen er den fjerde udgave af Kunsthal Charlottenborg Biennale, der tidligere har præsenteret de landsdækkende udstillinger It’s Urgent! (2019), Poet Slash Artist (2021) og Public Structures (2023).

"Ambitionen med Kunsthal Charlottenborg Biennale er at præsentere samtidskunsten, der hvor folk færdes i deres dagligdag. I en ustabil verden under pres fra aktuelle krige, politisk uro og klimaforandringer tror vi på, at kunsten spiller en central rolle i at opmuntre til dialog og handling. Det er en tid, hvor det er mere nødvendigt end nogensinde at overveje nye mulige scenarier," siger Henriette Bretton-Meyer, kurator på Kunsthal Charlottenborg.

I 2025 er udstillingen kurateret af et internationalt kuratorteam bestående af den Puchuncaví-baserede kunstner og underviser Patricia Domínguez (f. 1984, Chile), den New York-baserede kurator og kritiker Jeppe Ugelvig (f. 1993, Danmark) og Hans Ulrich Obrist (f. 1968, Schweiz), der er kunstnerisk direktør på Serpentine Galleries i London. Om udstillingen siger kuratorerne:

Future Ours opstod som en reaktion på FNs topmøde i 2024, hvor man under overskriften ’Summit of the Future’ fremlagde en ambitiøs og konkret vision for planetens fremtid. Det er en vision, der tænker både bredt og inkluderende i forhold til, hvad der er vigtigt for vores planetariske fællesskab, og hvem der hører med til det. En fællesskabstanke, der her for første gang på et FN-topmøde også omfattede jord, miljø og klima. Future Ours følger op på ånden i det budskab, og det sker helt konkret gennem billboardreklamer, der er skabt af kunstnerdrevne organisationer, virksomheder og sociale initiativer, og som alle opfordrer til en verden med mere leg, flere eksperimenter, flere venskaber på tværs af arter og solidaritet på tværs af landegrænser. Projektets ånd føles kun endnu mere relevant og presserende, nu hvor det genaktiveres på dansk jord – og vi håber, det vil føre til nye former for deltagelse og engagement over hele landet hen over sommeren.”

Flere af værkerne relaterer sig til kunstnernes allerede igangværende projekter. Det gælder Irena Haiduks Yugoexport, som opererer som en kunstnerisk virksomhed, der spænder over juridiske strukturer, kommerciel virksomhed, forskning og udstillinger med formålet at skabe debat om krig, handel og identitet. Yinka Shonibares værk viser hans non-profit i Nigeria, der involverer residencies for kunstnere og et fungerende landbrug. Eduardo Navarros værk viser kunstneren iklædt en sældragt i færd med at fodre forældreløse sæler. Hans organisation FOCA inviterer kunstnere til at tilbringe tid i og ved havet i Uruguay.

Andre værker engagerer publikum mere direkte til at tage handling. Olafur Eliassons værk siger: "You are solar powered" (Du er solcelledrevet) og opfordrer til refleksion over vores egen individuelle forbindelse og ansvar for planeten. Maya Lins værk viser en QR-kode, der linker til hendes fonds hjemmeside, der tilbyder information om naturbaserede løsninger i forbindelse med klimaændringer.

Deltagende kunstnere: Baan Noorg Collaborative Arts and Culture, Canal Street Research Association, Congolese Plantation Workers Art League (CATPC), Eduardo Navarro / F.O.C.A., Futurefarmers, The Institute of Queer Ecology, MAHKU – Huni Kuin Artists Movement, Maya Bird-Murphy & Mobile Makers, Maya Lin, Mercvria, New Red Order with Riley Hooker, Newton and Helen Harrison / Center for the Study of the Force Majeure, NOMASMETAFORAS & Consejo de Mayores UAIIN-CRIC, Olafur Eliasson, Otobong Nkanga, Raqs Media Collective, Robert Zhao Renhui & The Institute of Critical Zoologists, Simone Fattal, Suzanne Treister, Yinka Shonibare CBE RA, Yugoexport

Future Ours blev præsenteret i New York under Summit of the Future i forbindelse med FNs Generalforsamling i september 2024. Her havde udstillingen en fremtrædende plads i FNs hovedkvarter og kunne samtidig opleves på hundredvis af busstoppesteder tværs over hele New York City.

ART 2030 er en non-profit organisation, der i samarbejde med verdenskendte kunstnere og partnere faciliterer kunstprojekter forbundet til FNs Verdensmål – herunder offentlige arrangementer, kunstoplevelser, kommunikation og uddannelsesaktiviteter – for at engagere sig i planen for hele verdens bæredygtige udvikling.

Kunsthal Charlottenborg Biennale er en international kunstudstilling i det offentlige rum. Udstillingens værker vises på landsdækkende reklamepaneler, der gør udstillingen tilgængelig i alle dele af landet, samt i Kunsthal Charlottenborgs åbne gårdrum over hele sommeren. Biennalen afholdes hvert andet år med ambitionen om at bringe samtidskunsten ud til endnu flere mennesker. Udstillingen vil nå op til 85% af den danske befolkning eksponeret på udendørsmedier leveret af AFA Decaux.

Future Ours er initieret af Kunsthal Charlottenborg og ART 2030 i samarbejde med AFA Decaux og er kurateret af Patricia Domínguez, Jeppe Ugelvig og Hans Ulrich Obrist.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.

Udstillingsåbning: Tirsdag den 10. juni kl. 16.00-19.00
Gratis entré til Kunsthal Charlottenborg, alle er velkomne til at deltage.

Program:

16.00–17.00 Talk i Apollo Kantine
Velkomst ved Kunsthal Charlottenborg
Kunstner Irena Haiduk om Yugoexport
Kurator Jeppe Ugelvig om kunst som metode til forandring
Direktør for ART 2030 Luise Faurschou om Future Ours i New York City
Bemærk venligst: Talken vil blive holdt på engelsk.

    17.00–19.00 Kunsthallens gård
    Udforsk et udvalg af kunstværker fra udstillingen
    Gratis fadøl fra Apollo Bar (til de første 100 gæster)
    Musik af Hasfeldt

      Praktisk information
      Kunsthal Charlottenborg Biennale: Future Ours
      10. juni – 10. august 2025: Kunsthal Charlottenborgs gård
      30. juni – 13. juli 2025: Over hele Danmark
      10. juni kl. 16.00-19.00: Udstillingsåbning, Kunsthal Charlottenborg
      Læs mere her

      For nærmere information om udstillingen, kontakt venligst:

      Anne Kruckenberg
      Udstillingskoordinator, Kunsthal Charlottenborg
      ak@kunsthalcharlottenborg.dk/ (+45) 3374 4628

      Pressekontakt
      Jeannie Møller Haltrup
      Kommunikationsansvarlig, Kunsthal Charlottenborg
      jmh@kunsthalcharlottenborg.dk / (+45) 3374 4629

      www.kunsthalcharlottenborg.dk
      www.facebook.com/charlottenborg.kunsthal
      www.instagram.com/kunsthalcharlottenborg
      www.youtube.com/c/KunsthalCharlottenborg

      Topics

      Categories


      Kunsthal Charlottenborg er et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med internationalt udsyn, der omfatter kunst af såvel talenter som etablerede stjerner fra både ind- og udland. Det toneangivende udstillingsprogram suppleres med en lang række aktiviteter som artist talks, performances, koncerter og filmvisninger.

      Contacts

      Related content