Pressemeddelelse -
Det virale Læsø
Det virale Læsø
Nu er også Læsøs cirka 250 km ’grønne’ veje og stier på Google Street View
6. august 2024 blev Læsø med ét slag godt 250 km mere viralt. På den dato havde Google nemlig uploadet en stor mængde data leveret af virksomheden Trailview, der arbejder med synliggørelse af naturen for en række destinationer.
Kamera på hjelmen
I praksis er det Jens Peter Hansen, som har stået for den hårde del af arbejdet. Han har nemlig på sin mountainbike gennemkørt Læsø såkaldte grønne veje – stier, spor, skovveje o.l. Det har han gjort med et 360-graders kamera monteret på sin cykelhjelm, og efterfølgende er de mange megabyte med billeder fra Læsøs natur uploadet til en computer med en speciel software, som gør det muligt at levere data til Google korttjeneste i en kvalitet, så det siden kan bruges til netop Street View.
Besøg på ski
Jens Peter Hansen besøgte Læsø første gang en vinter i 2021 – på ski! Turen blev planlagt i hast ud fra en vejrmelding, som fortalte om massivt snefald på netop Læsø, og Jens Peter Hansen smed et par langrendsski i bilen, kørte til Frederikshavn, satte bilen og gik i land i Vesterø, og stod så på ski godt 29 km sydpå langs stranden – ”en meget unik oplevelse af stå på ski i sne langs vandet” – og rundt i Sydvesten og retur til færgen. Undervejs havde han en app åben, og derfra kom en slags oplevelsesvideo med ruten og billeder derfra. Indtrykket af Læsø var positivt, og allerede dengang udtrykte Jens Peter ønske om at komme tilbage på en sommertur.
En uge i sommerhus på Læsø
Det blev så til virkelighed her i 2024, nærmere bestemt i august, og denne gang var turen målrettet en slags arbejde – eller rettere en kombination mellem arbejde, ferie og hobby. Jens Peter Hansen driver nemlig virksomheden Trailview, som arbejder med at kortlægge naturens adgangsveje, og dermed gøre det nemmere at komme ud i naturen. Jens Peter har allerede kortlagt flere steder, og i begyndelsen af august var vejrudsigten så positiv, at Jens Peter pakkede både konen, mountainbiken og sit hardware og software, og satte kursen mod Læsø til en uge i sommerhus med lige dele hobby, arbejde, hygge og afslapning.
450 km i alt – og 250 km kortlagt
Og i løbet af en uge har Jens Peter så cyklet i alt omkring 450 km på Læsøs veje og stier, og i praksis gennemfotograferet omkring 250 km, som siden er uploadet til Google, som allerede 6. august godkendte materialet. Så nu er det muligt at finde en vandresti eller en markvej eller en skovvej, se omgivelserne, se underlaget og se adgangsforholdene. Dermed kan man både få et indtryk af naturen og oplevelsespotentialet, og vurdere, om man kan komme der med en almindelig cykel eller om der skal bredere dæk på, om man kan vandre der i sandaler, om der kan komme en klapvogn eller rollator frem og så videre - dog altid naturligvis med respekt for private lodsejere og privat område.
Projektet med at få alle Læsøs grønne veje og stier på Google Street View er gennemført i et samarbejde med mellem Trailview, VisitLæsø og Læsøfærgen, og støttet med udlodningsmidler fra Friluftsrådet.
Kontakt Trailview: Jens Peter Hansen, +45 24 48 16 04, kontakt@trailview.dk
Kontakt VisitLæsø: Tom Andersson, + 45 42 74 20 32, toan@visitlaesoe.dk
Related links
Emner
Kategorier
Hvem er vi?
Læsø Turist- og Erhvervsforening (LTE) er en interessentorganisation og sammenslutning af interessenter som støtter foreningens formål.
Hvad er vores formål?
At fremme turisme- og erhvervsudvikling på Læsø ved at udnytte fælles økonomiske og faglige ressourcer til erhvervsrådgivning og -udvikling, branding (visitlaesoe.dk) og markedsføring af Læsø samt relaterede aktiviteter.
Hvem er medlemmerne?
Vi har 129 erhvervsmedlemmer indenfor alle brancher på Læsø, hvor langt de fleste er selvstændige erhvervsdrivende, men vores medlemmer indbefatter også lokale foreninger, kommunale virksomheder og attraktioner.
I 2021 havde vi godt 150.000 tilrejsende gæster.