Pressemeddelelse -
Læsø tænder sammen med fire andre danske øer lys i mørket
De danske øer er godt besøgt i forårs- og sommermånederne, men også i efterårsmånederne er de bestemt et besøg værd. Det er Fanø, Ærø, Samsø, Langeland og Læsø et levende eksempel på med arrangementet ‘Lys i Mørket’, som i år løber af stablen for tredje år i træk den 3. og 4. november. Sidste år deltog mere end 4000 gæster ‘Lys i Mørket'-arrangementerne på tværs af de fem øer.
For tredje år i træk hylder Fanø, Læsø, Samsø, Ærø og Langeland ø-mørket med deres natur- og kulturweekend ‘Lys i Mørket’. De fem øer er gået sammen for at vise øernes mangfoldighed og mange oplevelsesmuligheder hele året rundt. Sidste år var mere end 4000 gæster med til de forskellige ‘Lys i Mørket’-oplevelser på de fem øer, og håbet er, at endnu flere får lyst til at være med til november i år.
Som noget nyt i år har hver ø et arrangement med fokus på dyre- og naturaktiviteter i mørket - noget som Friluftsrådet har givet støtte til. Det betyder, at man på de fem øer i år kan gå på opdagelse efter både dyr og dyrelyde i nattemørket og i meget forskellige omgivelser på tværs af øerne.
Fortælling om Flora satte det i gang
På Læsø havde man det første ’Lys i Mørket’-arrangement en mørk og regnfuld novembernat for to år siden, og trods vejret formåede man alligevel at trække tæt på 100 mennesker til Storedal, hvor det var den desværre nu afdøde Syde-Poul Christensen, som på dramatisk vis fortalte om Floras forlis i 1875, mens Mads fra Hotel Nygaard havde haft gang i den helt store gryde og serverede en skålfuld varmende gullaschsuppe.
Fra natur til kulturarv
Sidste år var Lys i Mørket vokset til seks fint besøgte arrangementer, og her i 2023 er der så sat ti arrangementer på programmet. Arrangementerne byder på både natur, kultur og kulturarv, og kan dermed byde på gode oplevelser for alle, og med lidt planlægning kan det faktisk godt lade sig gøre at nå flere arrangementer på én aften.
Tilbud i en ellers mørk tid
Lys i Mørket ligger på den første fredag og lørdag i november, og datoerne er valgt med vilje, fordi fokus har været på at skabe oplevelser på en årstid, hvor der traditionelt ikke sker så voldsomt meget på øerne. Og det må man sige er lykkedes ganske eftertrykkeligt. Både på Samsø, Ærø, Fanø og Langeland er der i sagens natur flere mennesker og her bydes på endda rigtigt mange arrangementer. Læsø er nu også fint med, og at vokse fra ét arrangement til ti arrangementer på to år må siges at være ganske pænt.
Astrofotograf har skabt baggrunden
‘Lys i Mørket’ på Læsø tager udgangspunkt i øens kulturarv og det særlige mørke, for Læsø er nærmest helt fri for lysforurening og bylys. For et par år siden havde Læsø besøg af den anerkendte astrofotograf Ruslan Merzlyakov, som på bare én nat fik taget en stribe fantastiske nattebilleder, som meget flot illustrerer den helt unikke nattehimmel over Læsø helt uden lysforurening. Billederne har siden været brugt i flere sammenhænge og er da også valgt som bærende baggrunde for årets kampagne for Lys i Mørket på Læsø.
Fra rønnertur til bålfortælling
Fredag aften sendes Lys i Mørket afsted med første arrangement, som byder på en tur med Rønnerbussen ud over de natsorte Rønnerne. Bag rattet sidder Flemming Winther Olsen, som har fået lov at låne Rønnerbussen til sin tur og fortælling om et spændende kapitel i Læsøs historie.
Og med lidt planlægning kan gæsterne på Rønnerturen godt nå endnu et nyt arrangement på programmet, nemlig en guidet tur rundt på en aftenmørk Østerby Havn, hvor Susan Poulsen i samarbejde med Dette Form og MB skaber rammerne om en havnevandring med indlagte hyggestop.
Aftenen kan så rundes af i Gl. Østerby, hvor Lillian Kristensen byder på en spændende fortælling ved bålet – eller under tangtaget i den højloftede lade, hvis vejret ikke er til bål.
Har man mod på ravjagt, kan man forbedre odds med en professionel guide og ravlygter – det er nemlig også på programmet fredag. Og det samme er muligheden for en Dark ’n’ Stormy. Det er nemlig navnet på en af de drinks, som Flemming og Karen kreerer på Caf´Læsø, som i anledning af Lys i Mørket byder på spændende aftendrinks – både med og uden alkohol.
Fra morgenbad til aftenkoncert
Lørdag begynder også lidt i mørke; Vesterø Vinterbadere byder nemlig på muligheden for et morgenbad til solopgang, og der er tændt op i saunaen, og der bydes også på kaffe og en lille skarp. Det er nok ikke et krav at gå i vandet for at møde op, skal der siges.
Sidste på dagen bydes på endnu en nyskabelse, nemlig et rigtigt godt tilbud især målrettet børnene; Det er Læsø kommunes naturvejleder Stine Pagel Hansen, som vil fortælle lidt om, hvad der egentlig sker i naturen om natten. For de hygge-mindede byder Hotel Nygaard igen i år på Candlelight Dinner, og ud på aftenen kan man – hvis vi er heldige med vejret – køre til Stjernekig i Storedal. Det er Michael Bondo Andersen, som stiller op med sin store viden om himmelfænomenerne og ikke mindst demonstrerer sin professionelle stjernekikkert. Et trækplaster sidste år, hvor man trods en del skyer var heldige med så mange huller i skydækket, at alle fik set både måne, planeter og stjerner.
Lys i Mørket afsluttes så lørdag kl. 22 i Byrum Kirke, hvor Matthias Grün i godt selskab med flere lokale kræfter byder på både skøn sang og skøn musik.
Læs mere om Lys i Mørket på Læsø på www.visitlaesoe.dk/lys
Related links
Emner
Regions
Hvem er vi?
Læsø Turist- og Erhvervsforening (LTE) er en interessentorganisation og sammenslutning af interessenter som støtter foreningens formål.
Hvad er vores formål?
At fremme turisme- og erhvervsudvikling på Læsø ved at udnytte fælles økonomiske og faglige ressourcer til erhvervsrådgivning og -udvikling, branding (visitlaesoe.dk) og markedsføring af Læsø samt relaterede aktiviteter.
Hvem er medlemmerne?
Vi har 129 erhvervsmedlemmer indenfor alle brancher på Læsø, hvor langt de fleste er selvstændige erhvervsdrivende, men vores medlemmer indbefatter også lokale foreninger, kommunale virksomheder og attraktioner.
I 2021 havde vi godt 150.000 tilrejsende gæster.