Gå til indhold

Pressemeddelelse —

ILVA fastholder omsætningen og forbedrer resultatet med 30,2 mio. kr.

Den danske bolighuskæde ILVA forbedrer årets resultat med 30,2 mio. kr. til et underskud på 13,5 mio. kr. og fastholder omsætningen på 1,4 mia. kr. ILVA har i årets løb arbejdet målrettet med at effektivisere forretningen og investeret i udviklingen af bolighuse og digitale platforme.

ILVAs årsregnskab for 2025/26 viser en resultatforbedring på 30,2 mio. kr. til et underskud på 13,5 mio. kr. mod et underskud på 43,7 mio. kr. i 2024/25. Omsætningen udgør 1.433 mio. kr. mod 1.436 mio. kr. i 2024/25.

Forbedringen afspejler arbejdet med ILVAs NOVA-strategi, der har to parallelle fokusområder: at styrke lønsomheden i den eksisterende forretning og samtidig investere i en bedre kundeoplevelse og fremtidig vækst.

”Vi har sat en klar retning for ILVA, og det er tilfredsstillende at se, at de ændringer, vi har gennemført, kan aflæses i årets resultat. Vi forbedrer resultatet med mere end 30 mio. kr. og fastholder omsætningen, samtidig med at vi investerer i udviklingen af ILVA. Jeg glæder mig over den fremgang, vi har skabt, og vi skal nu holde fast i den udvikling og bygge videre på den,” siger Kim Møller Mønster, CEO i ILVA.

ILVA har optimeret bolighuse, sortiment og lager for at effektivisere driften og styrke lønsomheden, samtidig med at fem bolighuse er renoveret med fokus på en bedre kundeoplevelse. Ambitionen er at skabe et ILVA, hvor kunderne føler sig hjemme og får inspiration til at skabe et personligt hjem. Arbejdet fortsætter i det nye finansår, hvor yderligere ét bolighus er renoveret, og fire forventes opdateret til det nye koncept.

”Vi vil være det naturlige valg for kunder, der ønsker inspirerende produkter og god kvalitet til attraktive priser. Vores ambition er at skabe et ILVA, hvor kunderne føler sig hjemme, og hvor inspiration, sortiment og rådgivning skaber en stærk og sammenhængende kundeoplevelse. Det skal samtidig understøtte den fortsatte udvikling af forretningen,” siger Kim Møller Mønster.

ILVA har styrket brugen af kundeindsigt og kundedata for at målrette sortiment og kommunikation og samtidig investeret i en ny hjemmeside, hvor en tidobling af antallet af produktbilleder giver kunderne bedre mulighed for at opleve sortimentet og finde inspiration. Investeringerne skal styrke ILVAs markedsposition og skabe en mere sammenhængende kundeoplevelse på tværs af bolighuse og digitale kanaler.

Fortsat fokus på profitabel vækst

I den kommende periode fortsætter ILVA arbejdet med at udvikle bolighusene og udnytte investeringerne i kundeoplevelsen med målet om at skabe en profitabel forretning.

”Jeg vil gerne takke alle vores medarbejdere for deres engagement og indsats gennem et år med store forandringer. Deres vilje til at tage ansvar, udfordre vaner og forbedre forretningen har været afgørende for årets fremgang. Vi har fortsat et stort arbejde foran os, og medarbejdernes bidrag er afgørende for at fastholde den positive udvikling,” siger Kim Møller Mønster.

Kontakt

Kim Møller Mønster, CEO
+45 28 93 05 90
kmm@ilva.dk

Om ILVA

ILVA er en af Danmarks førende bolighuskæder med 39 bolighuse i Danmark og fem i Sverige samt webshops på begge markeder. Med ambitionen om at få kunderne til at føle sig hjemme arbejder ILVA for at gøre det nemt og inspirerende at skabe et personligt hjem gennem bolighuse, personlig rådgivning og digitale løsninger.

ILVA er en del af Lars Larsen Group.


Lars Larsen Group er ejet af Brunsborg familien, efterkommere af JYSKs grundlægger Lars Larsen. Koncernen ejer selskaber inden for en række forskellige forretningsområder, herunder møbler, boligindretning og hotel- og restaurationsbranchen, og er desuden en aktiv investor i aktier, fonde og ejendomme.

Kontakt