Blogindlæg -

LetsGo skaber supermagnet i samarbejde med SpaceX

Fra d. 1 april er det ikke længere muligt for almindelige biler at suse ind og snuppe delebilisternes reserverede p-pladser. Det oplyser LetsGo’s IT-afdeling, der i de seneste måneder har løftet blikket fra skærmene og skabt en såkaldt Katapult-Magnet. Magneten er skabt i tæt samarbejde med det amerikanske rumfartselskab SpaceX.

Ifølge Arthur Andreasen, der er Fleet Manager i LetsGo, er magneten så kraftig, at den kan støde ikke-delebiler fra sig via et magnetfelt:

- Det vil simpelthen ikke længere være muligt at køre ind på de reserverede delebilspladser som ikke-delebilsbruger. Prøver man alligevel at køre ind på en delebilplads, vil bilen blive løftet et par centimeter fra asfalten, fordi katapult-magnetens modpoler udnytter farten til at generere et stærkt, afvisende magnetfelt. Det er ren magnet-magi, siger Arthur Andreasen.

Først Tesla og nu SpaceX
Magneten slås automatisk fra med LetsGo-medlemmernes private nøglebrikker, så delebilerne frit kan parkere på delebilspladserne. LetsGo besluttede sig for at skabe magneten tilbage i januar, fordi delebilordningen ofte oplever, at almindelige bilister parkerer deres biler på de reserverede delebilspladser.

LetsGo fik i 2015 første gange kontakt til med SpaceX’s innovatør, Elon Musk i forbindelse med at LetsGo fik en Tesla i bilflåden. Samarbejdet er gået så godt, at det nu er blevet udvidet, og LetsGo’s IT-afdeling har siden januar været i tæt kontakt med SpaceX om at udvikle magneten. Tankerne bag supermagneten bygger på teknologien bag SpaceX’s affyringsramper, som rumfartsselskabet benytter, når de sender raketter op i rummet:

- Vi har valgt at justere i magnetfeltet, så de privatejede biler kun løftes få centimeter fra jorden i høj fart. Fortsætter problemet, hvor privatejede biler snupper delebilisternes p-pladser, kan vi dog altid skrue op for magnetismens og tilføje en katapulteffekt, siger chef IT udvikler Andreas Damgaard Pedersen med et smil.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Christian Rohmann

Pressekontakt Projektleder Presse 28356577

Relateret materiale