Pressemeddelelse -

AGA introducerer banebrydende serie af 300 bar letvægtsgasflasker!

GENIE® er uden tvivl den mest revolutionerende og nyskabende gasflaske, som dansk industri har set i mange år. Serien af letvægtsflasker med højt tryk er ensbetydende med nemmere håndtering og transport af gas og større gasvolumen i den enkelte flaske. Den ergonomisk designede GENIE® er teknologisk avanceret, miljøvenlig, og har et omfattende program af tilbehør, som garanterer en meget mere effektiv og nem hverdag med gas.

På HI[11] præsenterer gasvirksomheden AGA for første gang GENIE®. ”Mere gas i en mindre flaske med en lavere vægt - det har altid været et udtalt ønske fra AGA’s kunder,” fortæller markedschef Lars Larsen fra AGA.

Efter flere års udviklingsarbejde er AGA nu i stand til at imødekomme kundernes ønsker. Dette i form af gaskonceptet GENIE®, netop kåret som en 3-stjernet nyhed på hi[11] af uvildige rådgivere og specialister fra branchen.

GENIE® er ensbetydende med større gasvolumen og markant reduceret flaskevægt

“Med et tryk på 300 bar i gasflasken får brugeren mere gas i en mindre flaske - med lavere vægt end traditionelle flasker,” forklarer Lars Larsen, og fortsætter: ”Typisk vil en 20 liters GENIE®-gasflaske være 40% lettere end en tilsvarende stålflaske til industriel brug!”

GENIE® består af en stålforet trykbeholder af kulfiber, indstøbt i en vejrbestandig, let og genbrugelig kappe af HDPE (højdensitets-polyethylen). Således er GENIE® betydeligt lettere end en tilsvarende stålflaske, hvilket sammen med dens banebrydende ergonomiske design og meget stabile, stabelbare konstruktion med stor diameter, giver flasken et påfaldende anderledes udseende i forhold til de kendte gasflasker.

GENIE® er især en god nyhed for de brugere, der anvender gas i små voluminer på mobilt udstyr, som eksempelvis montører, der udfører svejsereparationer samt smede- og vvs-firmaer, der skifter mellem flere forskellige arbejdssteder.

GENIE® leveres i 7 liters, 10 liters og 20 liters letvægtsflasker med et tryk på 300 bar til forskellige gasser og blandinger, herunder beskyttelsesgasser, nitrogen, helium, kuldioxid (CO2), kølemidler og propan.

Letvægtsflasken leveres med digital intelligens

GENIE® er udviklet med digitalt display og indholdsvisning, som konstant viser det aktuelle indhold i flasken. Derudover er der også mulighed for at aflæse den resterende brugstid i flasken. ”Svejseren kan indlæse sit flow, og efterfølgende se, hvor lang tids svejsning, der er tilbage i flasken,” fortæller Lars Larsen fra AGA.

Letvægtsflasken leveres som alle AGA’s gasflasker med elektronisk chip, som giver nøjagtige oplysninger om flaskens indhold, produktionssted, udløbsdato, placering, gas- og lejeomkostninger, antal gasflasker, lagertider, dato for trykprøvning samt øvrig sikkerhedsinformation.

Det digitale udstyr på GENIE® giver brugerne en lang række fordele, herunder:

  • Overblik og styr på gasflaskerne
  • Sporbarhed (pharma og fødevarer)
  • Fugtkontrol (luftfart og fødevarer)
  • Tæthedsalarm
  • Intelligent svejsning
  • GPS, GPRS
  • Automatisk genbestilling

Et omfattende program af tilbehør for den effektive hverdag med gas

GENIE® kommer med et omfattende tilbehørsprogram, som øger funktionaliteten og brugeroplevelsen betydeligt, og gør det ekstra nemt at anvende den nye letvægtsflaske. Dette inkluderer en arbejdsstation, som gør det muligt at stable to flasker, samt hjul og håndtag, som kan ”klikkes” på flasken, så den kan køres som en kuffert. Der er endvidere mulighed for at påmontere en platform til et svejseværk oven på flasken.

GENIE® er godt nyt for såvel miljø som arbejdsmiljø

GENIE® er mere miljøvenlig end mange andre gasflasker, da alle materialer, der er anvendt ved fremstillingen, kan genbruges. GENIE® kan endvidere genopfyldes, hvilket adskiller den fra de engangsflasker, der ofte anvendes i små og mellemstore virksomheder. Flaskernes lave vægt og evne til at stables bidrager ikke kun til at reducere brændstofforbruget og udledningerne i forbindelse med transport, men skåner også kroppen i forbindelse med håndtering af gasflaskerne.

”Det er første gang, en gasflaske af denne type lanceres på markedet,” siger Lars Larsen. ”Med den kompakte størrelse og de nye materialer er GENIE® markant lettere end den traditionelle gasflaske af stål. Kombineret med de øvrige, unikke produktegenskaber udgør gaskonceptet GENIE® en totalløsning, der ikke kun åbner for en helt ny grad af mobilitet i forbindelse med brug af gas, men ultimativt vil garantere en meget mere effektiv og nem hverdag med gas,” slutter markedschefen fra AGA.

Related links

Emner

  • Arbejdsmiljø

Kategorier

  • innovation
  • jern- og metalindustrien
  • the linde group
  • helium
  • svejse- og skæregasser
  • beskyttelsesgas
  • nitrogen
  • kuldioxid
  • argon
  • arbejdsmiljø
  • gasflasker
  • genie letvægtsflaske
  • gassortiment
  • industrigasser
  • aga

AGA A/S er et selskab i The Linde Group, det førende gasselskab i verden, som med 65.000 medarbejdere i mere end 100 lande er verdens største leverandør af industrielle og medicinske gasser. AGA samarbejder blandt andet med kunder i den farmaceutiske og bioteknologiske industri, jern- og maskinindustrien, i den kemiske industri, levnedsmiddel- og elektronikindustrien, samt i miljø- og sundhedssektoren. Virksomheden beskæftiger 160 medarbejdere i Danmark. Besøg AGA på www.aga.dk.

Kontakt

Jan A. Christensen

Pressekontakt Head of Sales Denmark Sales Management +4540739930

Janne Ipsen

Pressekontakt Marketing & Communications +4526326602

Max Engelberth

Pressekontakt SHEQ Manager, Danmark Safety, Health, Environment, Quality Linde Gas A/S: 32 83 66 00

Relateret materiale