Nyhed -
Kirke på Amager rækker ud til studerende
Større viden om Luther og Reformationen skal trække unge universitetsstuderende til gudstjeneste på Kirkegårdsvej
Hvad er mere oplagt end at forsøge at nå nogle af de mange studerende, der bor lige rundt om hjørnet?
Sådan spørger den lille københavner-menighed LM-kirken Amager sig selv.
Studiestartsgudstjeneste for nye unge 'kirke-shoppere'
Derfor besluttede man at arrangere en studiestartsgudstjeneste søndag den 10. september med ekstra fokus på nye studerende, der lige er flyttet til byen.
Om det fortæller næstformanden i menighedsrådet, Lars Rasmussen:
"Sidste år ved studiestart oplevede vi, at der på forskellige søndage kom nye unge 'kirke-shoppere' forbi, som var på udkig efter en menighed. Uheldigvis var det ikke samme søndag, og samtidig var flere af vores studerende ikke kommet tilbage fra ferie."
Får lov til at 'nørde' lidt omkring Luther og reformationen
Der var masser af unge LMU'ere til gudstjenesten i LM-kirken i søndags, dog ikke nogen nye, fortæller Lars Ramussen.
Alligevel tror han på, det nok skal lykkes at trække nogle af de nye studerende til menigheden på Amager.
"Vi er begyndt på en temarække om Luthers teser i anledning af jubilæumsåret for Reformationen. Det er en lille smule 'nørdet' eller studieagtigt, så det skal nok interessere nogen," siger han.
Et lille, nært fællesskab, hvor der er plads til alle
Desuden er der hver søndag efter gudstjenesterne fællesspisning med mad, som man hver især medbringer til et fælles frokostbord.
Det giver god tid af til at snakke sammen og få lært hinanden at kende, og det er en af de styrker, en lille menighed som LM-kirken Amager har, mener Lars Ramussen.
"Nogle unge studerende flytter direkte hjemmefra til en storby som København. Det kan godt virke meget overvældende."
"Vi vil gerne tilbyde dem et mindre og nært fællesskab, hvor der er plads til alle, og hvor de oplever, at der er nogen, for hvem de betyder noget," siger han.
---
LM-kirken Amager blev stiftet som frimenighed i 2014 og består i dag af omkring 35 mennesker fra 0 - 78 år.
Menigheden holder gudstjeneste hver søndag kl. 11.15 i LM's missionshus på Kirkegårdsvej 21, 2300 København S.
Missionshuset bruges i ugens løb af Amager LMU, en sykreds, Københavns Nærradio, Chinese Church in Copenhagen og en færøsk menighed. Desuden har LM-kirken en cellegruppe, som er åben for alle.
Related links
Emner
- Uddannelse
Kategorier
- lm-kirke
- lars rasmussen
- unge
- studerende
- københavn
- Amager
- frimenighed
- lokalt
- luthersk mission
- lm
- frivilligt arbejde
- kristenliv
- mission
- reformation
- luther