Nyhed -
Ny sangbog skal guide unge kristne
Kristne unge har brug for en håndsrækning til at vælge gode lovsange.
Det mener musikkonsulent i LMBU (Luthersk Missions Børn og Unge) Simon Bartholdy, der er tovholder på arbejdet med den nye sangbog.
Siden 2010, hvor sangbogen Fællessang 3 udkom, er brugen af lovsang i kristne ungdomsmiljøer steget markant.
Derfor er der i høj grad behov for den nye Fællessang 4, der udgives af Forlagsgruppen Lohse 3. november i år.
Lovsang er blevet en væsentlig del af kristen ungdomskultur
”Lovsang fylder mere og mere i den kristne ungdomskultur, og på den måde er det med til at påvirke vores tro,” forklarer han.
”Derfor er den nye Fællessang 4 ment som en håndsrækning til unge, så de kan træffe nogle gode sangvalg med bibelsk substans, emnemæssig bredde og evangelisk klarhed.”
Som med de foregående udgaver er sangbogen blevet til i et samarbejde mellem Indre Missions Ungdom, Luthersk Missions Unge, Evangelisk Luthersk Ungdom og Kristeligt Forbund for Studerende.
Varieret valg af sange skal ramme en bred målgruppe af unge
Der har ligget et stort og grundigt forarbejde i at udvælge de mange nye sange og beslutte, hvordan de skulle synges, så de egner sig til fællessang, fortæller formanden.
”Vi har faktisk sunget os igennem en masse sange for at få en fornemmelse af dem. Det var også tydeligt, at det ikke var de samme sange, vi faldt for.”
På den måde håber udvalget bag den nye sangbog at ramme så bred en målgruppe som muligt – både de helt unge, men også de lidt ældre, der er glade for at synge lovsange.
”Der skal være noget for enhver smag,” understreger Simon Bartholdy.
Mange nye danske sange med i sangbogen
I alt 177 sange har fået plads i den nye Fællessang 4, hvoraf 44 sange er gengangere fra den forrige sangbog. En stor del af sangene er skrevet på dansk.
Hvor det før var "in" blandt kristne unge at synge lovsange på engelsk, er der i dag en stor efterspørgsel på danske lovsange.
"Det er positivt, for det er også et udtryk for, at der bliver skrevet mange gode, nye danske lovsange," siger LMBU-musikkonsulenten, der glæder sig til, at sangbogen kommer i brug.
Skal ikke erstatte de gamle sange og salmer
Som en hjælp til at lære de nye mange nye sange i sangbogen, har Simon Bartholdy stået for at samle eksisterende indspilninger af sangene i en afspilningsliste på YouTube.
Det er foreløbigt blevet til 135 videoer, og endnu flere er på vej.
Et andet nyt tiltag er henvisningerne i emneregisteret til sange i sangbogen Sange og Salmer, som indeholder 772 sange og salmer fra de fire organisationer.
"Det er vigtigt for os, at Fællessang 4 ikke ses som en erstatning, men et supplement til Sange og Salmer. På den måde kan de unge også få øje på nogle af de gamle kernesange og salmer."
---
Den nye Fællessang 4 kan forudbestilles på Forlagsgruppen Lohse. Inden 15. september kan man få op til 30 % rabat.
Fællessang kommer i tre udgaver:
- En almindelig udgave på 13x18 cm med noder og becifringer til alle sange
- En udgave med spiralryg, der egner sig særligt for musikere
- En skærmpræsentation, der kan bruges til Easy Worship.
Related links
Emner
- Religion, tro
Kategorier
- youtube
- udgivelse
- forlagsgruppen lohse
- simon bartholdy
- lovsang
- sang
- musik
- unge
- mission
- kristenliv