Pressemeddelelse -

Maltfabrikken i Ebeltoft er vært for international kulturkonference

Maltfabrikken er, sammen med to toneangivende europæiske kulturnetværk, arrangøren bag ”Cultural Impact Now! – 2021”. Konferencen, som finder sted den 3.-6. juni 2021, inviterer lokale, regionale og internationale gæster til at undersøge, hvordan kulturens aktører kan formidle den samfundsværdi og det forandringspotentiale, kulturen tilbyder i en post-coronatid.

Konferencen var programsat i 2020, og ”Cultural Impact Now! – 2021”er en ny revideret udgave, både når det gælder form og indhold. Programmet byder på videndeling, debat og kunst, og efter et år hvor mange har tilbragt deres arbejdsliv online, har arrangørerne valgt at udfordre det klassiske konferenceformat og lægge hovedvægten på undersøgende samtaler og workshops.

”Når corona forandrer verden, må vi svare igen med forandring” siger Maltfabrikkens direktør, Kristian Krog. ”Som kulturaktører har vi fået et uventet håndgribeligt udgangspunkt for at tale om hvor stor betydning det har, både for samfundet og for det enkelte menneske, at vi kan mødes om at opleve sammen og skabe sammen”.

Arrangørerne sætter derfor fokus på, hvordan kulturorganisationer kan samarbejde om at skabe positive samfundsforandringer, og på hvordan man som kulturorganisation kan formidle den forandring man skaber, så budskabet når ud over kulturaktørernes egne cirkler.

Europæisk og dansk samarbejde

Bag konferencen står, foruden Maltfabrikken, organisationerne European Network of Cultural Centres (ENCC) og Trans Europe Halles (TEH), paraplyorganisationer for henholdsvis offentligt drevne og uafhængige kulturhuse i Europa. Det er første gang de to europæiske organisationer arbejder sammen om en konference.

Hvem kan deltage?

Cultural Impact Now! henvender sig til kulturaktører og interessenter som eksempelvis ledere, udviklings- og vidensmedarbejdere i organisationer og projekter indenfor kultur, kunst og kreative erhverv, samt beslutningstagere på alle niveauer.

Læs mere om konferencen på Maltfabrikkens hjemmeside, og følg begivenheden Cultural Impact Now! På Facebook, hvor Keynote Speakers, paneldeltagere og workshops annonceres løbende.

Info og billetlink:
https://maltfabrikken.dk

FAKTA

Sted:
Maltfabrikken
Maltvej 8
Ebeltoft

Tid:
3.-6. juni 2021

Arrangører:
Maltfabrikken i samarbejde medThe European Network of Cultural Centres (ENCC) Trans Europe Halles (TEH)

Konferencen er støttet af The Creative Europe Programme of the European Union, Syddjurs Kommune, Europæisk Kulturregion (Region Midtjylland), Lund Kommune (Sverige), Swedish Arts Council, Realdania, Nordisk Ministerråd, Nordisk Kulturfond og Kulturministeriet.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • kulturcenter
  • konference

Maltfabrikken er et levende kulturcentrum i et transformeret industrianlæg midt i Ebeltoft. Her skaber vi rum for kreative fusioner mellem kunst, kultur og erhverv. Her mødes lokale borgere, internationale kunstnere, selvstændige erhvervsdrivende og nysgerrige turister. Maltfabrikken huser et arbejdsfællesskab og -netværk, et fusioneret bibliotek-museum-arkiv, et konsulentteam, et internationalt artist residency, et spisehus, et mikrobryggeri, et koncert- og eventsted, et ungdomskulturhus, atelierer, værksteder, og mere til.

Maltfabrikkens arkitektur og udførelse er prisbelønnet med byggebranchens 'Årets Byggeri 2020' samt Loop Design Award 2020, og blev i januar 2021 nomineret til EU’s officielle arkitekturpris, Mies van der Rohe Award 2022.