Nyhed -

MARTEC indvier moderniseret uddannelsescenter

Danmark har fået et topmoderne maritimt og polyteknisk uddannelsescenter, som står klar til at tilbyde uddannelser af høj kvalitet til den industrielle og maritime sektor. Det markeres ved en indvielsesceremoni den 11. marts 2016, hvor Hans Kongelige Højhed Prins Joachim forestår den formelle indvielse i Frederikshavn.

H.K.H. Prins Joachim får selskab af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, bestyrelsesformand i Den A. P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og bestyrelsesmedlem Johan Uggla. Den A. P. Møllerske Støttefond har bevilliget 10 mio. kroner til projektet.

Direktør Pia Ankerstjerne udtaler:

”Renoveringsprojektet er en strategisk satsning med henblik på at sætte MARTEC på landkortet som et moderne, internationalt anerkendt maritimt og polyteknisk uddannelsescenter. Det moderniserede studiemiljø er et vigtig element i arbejdet frem mod denne vision. MARTEC kan nu tilbyde vores mange studerende, kursister og ansatte et arbejds- og studiemiljø i topklasse. Vi er meget taknemmelige for Den A. P. Møllerske Støttefonds gavmilde bidrag til projektet. Ansatte og studerende har været involveret i arbejdet og bidraget til det flotte resultat.”

Projektet har betydet, at MARTEC i det seneste år har fået et kæmpe løft i form af nye, lyse og behagelige opholds- og arbejdszoner, renovering af de eksisterende og tilføjelse af nye undervisnings- og gruppelokaler og en total energirenovering. Forbedringerne har en særlig stor betydning for studerende på MARTEC, da undervisningen lægger op til, at de studerende arbejder mange timer om dagen på skolen, i klasserne og i gruppe- og projektarbejde.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs udtaler:
”Jeg ser meget frem til at markere åbningen af MARTEC’s nye uddannelsescenter, for netop uddannelsesinstitutioner som MARTEC er afgørende for, at vi kan fortsætte med at skabe vækst og nye arbejdspladser i det maritime Danmark. Danmark er og har altid været en søfartsnation, og det er vigtigt, at vi sørger for gode uddannelsesforhold til den maritime sektor. Ikke mindst glæder det mig, at de nye faciliteter også kan bidrage til, at de studerende bruger mere tid på gruppe- og projektarbejde på MARTEC. Det giver gode nyuddannede, der kan bringe viden og arbejdsomhed til fremtidens erhvervsliv. ”

Såvel nationalt som regionalt tillægges det nye uddannelsescenter en væsentlig rolle i at understøtte væksten i de maritime erhverv og industrien generelt. MARTECs dimittender uddannes til en sektor, hvor beskæftigelsen er høj og behovet for arbejdskraft er stor. De maritime erhverv alene bidrager årligt med 200 mia. kr til den danske eksport. MARTECs uddannelser og kurser bakker op om Frederikshavns kommunes maritime vækstspor samt Region Nordjyllands strategiske fokus på de maritime erhverv.

Til indvielsen deltager en lang række repræsentanter for dansk industri, Det Blå Danmark, regionale uddannelsesinstitutioner, statslige og regionale myndigheder.

Om MARTEC

MARTEC udbyder en lang række uddannelser til den industrielle og maritime sektor, hvoraf den største er professionsbacheloruddannelsen til maskinmester. Derudover uddannes der årligt ca. 120 befarne skibsassistenter, 25 skibsmaskinister og 80 ubefarne skibsassistenter om bord på Skoleskibet DANMARK, som administreres af MARTEC. Derudover indgår MARTEC i samarbejde om udbud af HF Søfart Frederikshavn og bidrager til skibsføreruddannelsen på Skagen Skipperskole og Proces og akademiuddannelsen i Automation og drift på University College Nordjylland (UCN).

Tilmelding for pressen

Presse og fotografer skal tilmelde sig senest d. 10. marts kl. 12.00 til Peter Møller Rasmussen på pmr@martec.dk eller via mobil 3012 3358. Mødetid for pressen på dagen er kl 11.00 på adressen Hånbækvej 54, 9900 Frederikshavn.

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • modernisering
  • uddannelsescenter
  • renovering
  • energi
  • uddannelse

Relateret materiale