Pressemeddelelse -
Kom nemt med bussen til Grøn Koncert
Midttrafik indsætter ekstra koncertbusser på linje 2A, så der kører busser med kort mellemrum fra Park Allé og ud til Grøn Koncert den 22. juli. For at gøre det ekstra nemt kan man købe særlige Grøn Koncert billetter.
Planlægger du en tur med vennerne til Grøn Koncert i Aarhus den 22. juli, har Midttrafik gjort det ekstra nemt at komme med bussen derud.
Ekstrabusser på linje 2A
Linje 2A kører med ekstrabusser fra Park Allé til Paludan Mûllers Vej/Marienlystvej. Herfra skal du gå det sidste stykke vej til koncertpladsen.
Busserne kører med korte mellemrum fra kl. 12.30 til 16.00 og retur fra kl. 18.00 til 22.00. Busturen fra Park Allé til Grøn Koncert tager ca. 25 minutter.
Du kan stå af og på koncertbusserne ved alle 2A's stoppesteder undervejs mellem Park Allé og Paludan Müllers Vej.
Sådan køber du billetter
Midttrafik app eller Midttrafik webshop
Køb en Grøn Koncert busbillet til 44 kr., og rejs ubegrænset med Midttrafiks busser og Letbanen i hele Aarhus Kommune (zone 301 - 313) i 24 timer, inklusive natbus.
Grøn Koncert busbilletten er kun gyldig med et starttidspunkt på koncertdagen 22. juli 2023 sammen med gyldig billet eller armbånd til Grøn Koncert Aarhus 2023.
MobilePay
Du kan betale for busturen med MobilePay til nr. 545430 ved at skrive ’Grøn Koncert’ i tekstfeltet.
En MobilePay-billet koster 22 kr. hver vej. Det betyder, at du skal købe to billetter, hvis du skal både ud og hjem.
Billetten er kun gyldig enten fra Park Allé til koncertpladsen ved Marienlyst eller retur sammen med gyldig billet eller armbånd til Grøn Koncert 2023.
Rejs som du plejer
Du kan også betale med vores almindelige billetter, fx enkeltbilletter, klippekort, pendlerkort eller ungdomskort, hvis de er gyldige i zone 301 og 302.
Af hensyn til dørkontrol og hurtig afvikling af buskørslen, kan du desværre ikke bruge dit rejsekort i koncertbussen - medmindre du har en pendlerstrækning hvor zone 301 og 302 indgår.
Emner
- Transport
Regions
- Midtjylland
Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.
Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.