Pressemeddelelse -

Midttrafik varsler prisstigninger i 2023

Fra 15. januar 2023 stiger priserne på en række af Midttrafiks billetprodukter. Mens enkeltbilletten fortsætter til samme pris, bliver en rejse foretaget med enten pendlerkort, klippekort, rejsekort eller pensionistkort dyrere.

Midttrafiks bestyrelse har på dagens bestyrelsesmøde lagt sig fast på priserne for rejser med bus, tog og letbane i 2023.

Trafikstyrelsen udmelder hvert år et loft for, hvor meget billetpriserne må stige hos trafikselskaberne i Danmark. I 2023 ligger loftet på 4,9 %.

Som en konsekvens af stigende udgifter til brændstof, har Midttrafik besluttet at udnytte det fulde takststigningsloft og lade priserne stige i alt 4,9 % fordelt på udvalgte billetprodukter.

Enkeltbilletter:
Prisen stiger ikke.

Klippekort i Midttrafik app:
Prisen stiger mellem 1,50 kr. og 2,50 kr. per rejse. Et klippekort til 2 zoner stiger fx fra 180 kr. til 195 kr.

Rejsekort:
Prisen stiger mellem 1,50 kr. og 2,50 kr. per rejse for rejser uden mængderabat.

Pendlerkort:
Prisen stiger mellem 6 kr. og 60 kr. per måned afhængig af zoneantal. Prisen på et pendlerkort er aftalt mellem DSB, Arriva og de vestdanske trafikselskaber. Et pendlerkort til 2 zoner stiger fx fra 384 til 390 kr.

PendlerKlip:
Prisen stiger tilsvarende Pendlerkortet.

Pensionistkort på pap:
Deltidspensionistkortet stiger fra 180 til 195 kr. per måned
Fuldtidspensionistkortet stiger fra 360 kr. til 390 kr. per måned
Fuldtidspensionistkortet i Randers, Herning, Holstebro og Struer stiger fra 365 kr. til 385 kr. per år

Øvrige billetter, fx dagsbilletter til Aarhus og Midtjylland:
Prisen stiger ikke.

Kollektiv trafik er fortsat billigst
Trods de varslede prisstigninger er det fortsat billigere at rejse med kollektiv trafik end i bil i langt de fleste tilfælde. Ifølge Midttrafiks pendlertjek, der sammenligner data fra FDM’s bilbudget med trafikselskabernes billetpriser, vil der i eksemplet Odder til Aarhus være næsten 2.000 kr. sparet med et pendlerkort hver måned, når alle udgifter til bil regnes med.

Midttrafiks pendlertjek sammenligner kollektiv trafik med cykel og biler på parametrene økonomi, rejsetid, klimaaftryk og kalorier.

https://pendlertjek.midttrafik.dk/

Emner

  • Transport

Regions

  • Midtjylland

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650