Pressemeddelelse -
Midttrafiks busser skifter køreplaner
Fra 27. juni får busserne nye køreplaner. Kunderne kan allerede nu finde de nye køreplaner på midttrafik.dk eller Rejseplanen.
Traditionen tro skifter Midttrafiks busser køreplaner sidste søndag i juni. Mange ruter vil i første omgang skifte til sommerkøreplaner, inden den nye køreplan træder i kraft i august. Midttrafik anbefaler, at kunderne orienterer sig om de nye køreplaner på midttrafik.dk eller på Rejseplanen i god tid.
Midttrafiks køreplaner bliver hvert år tilpasset på baggrund af henvendelser fra kunder og chauffører og i samarbejde med kommuner og Region Midtjylland. Midttrafik tilpasser så vidt muligt køreplanerne til mødetider i skoler, på uddannelser og større arbejdspladser. Samtidig er der fokus på let omskiftning til andre transportformer, og at bussen kan overholde sin køreplan.
Efter et år i COVID-19 pandemiens tegn vil mange kunder ikke opleve de store forandringer i køreplanen. De største ændringer sker i forbindelse med nye kollektive trafikplaner i Silkeborg og Favrskov. Derudover er der væsentlige ændringer på ruterne på strækningen mellem Ringkøbing-Herning-Silkeborg-Aarhus – rute 15, 124, 913X, 952X og på strækningen mellem Randers og Aarhus – rute 118 og 918X.
Læs beskrivelse af de væsentligste ændringer på ruteniveau
Emner
- Transport
Kategorier
- køreplaner
- køreplanskift
Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.
Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.