Pressemeddelelse -

Nu kan Midttrafiks kunder få deres periodekort på Midttrafik app

Fra i dag kan Midttrafiks kunder selv vælge, om de vil have deres periodekort på Midttrafik app – eller om de vil fortsætte med at bruge pap-periodekortet.

Siden Midttrafik app blev lanceret i maj 2016, er der løbende kommet nye billetter i app’en. Nu kan kunderne også købe deres periodekort i Midttrafik app.

’Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde kunderne periodekort i app’en. Mange kunder har efterlyst muligheden for at få periodekort på mobilen, fordi de oplever, det vil gøre deres rejse nemmere’, fortæller vicedirektør Mette Julbo.

Pap-periodekortet kan stadig bruges
Kunderne bestemmer selv, om de vil beholde deres nuværende pap-periodekort – eller om, de vil have det på mobilen. Periodekortet i Midttrafik app fungerer helt på samme måde som et pap-periodekort.

Periodekort er et personligt buskort, der gælder til et bestemt antal zoner og dage. Periodekortet må kun bruges af den person, det er udstedt til, og det kan købes til mindst 30 dage og højest 365 dage. Kunder, der altid rejser uden for myldretiden (hverdage kl. 7.00 – 8.30 og 15.00 – 17.00), kan spare ca. 25 % ved at vælge et deltidsperiodekort.

’Vi fortsætter med at sælge periodekort i pap, fordi vi ved, at mange af vores kunder er glade for det. Det gælder især de ældre kunder, der er vant til at købe deres periodekort på et salgssted’, siger vicedirektør Mette Julbo.

Midttrafik app
I Midttrafik app kan man i forvejen købe enkeltbilletter og klippekort til Midttrafiks busser og Lemvigbanen. Man kan også købe særlige billetter til attraktioner og arrangementer fx Djurs Sommerland, Grøn Koncert og SmukFest.

Midttrafik app er gratis og kan hentes i App Store og Google Play. Kunderne bestemmer selv, om app’en skal kobles med MobilePay eller betalingskort. App’en skal opdateres, for at man kan gøre brug af de nye muligheder.

Kunderne kan ringe til Midttrafik Kundecenter på 70 210 230 alle dage kl. 7.00 – 19.00, hvis de har spørgsmål.

Læs mere om Midttrafik app her

Ny engelsk version af app’en
I dag er Midttrafik app også blevet lanceret i en engelsk version. Det betyder, at de mange turister, der besøger Region Midtjylland, nu kan hente app’en og bruge den, når de skal køre med Midttrafiks busser fx til attraktioner eller til og fra lufthavnen.

Fakta om Midttrafik app
Midttrafik app blev lanceret i maj 2016.

App’en er gratis og kan hentes i App Store og Google Play.

Man kan betale med MobilePay og alle gængse betalingskort.

Antal brugere: 210.635

Antal solgte billetter: 1.271.499

Antal solgte klippekort: 407.739

Emner

  • Transport

Kategorier

  • midttrafik app
  • periodekort

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650