Pressemeddelelse -

Ny kollektiv trafikplan i Favrskov

Midttrafik har i samarbejde med Favrskov Kommune udarbejdet en ny kollektiv trafikplan, der sikrer Favrskovs borgere flere busafgange, et mere ensartet serviceniveau og adgang til en stribe fleksible kollektive trafikløsninger.

Når Favrskov Kommune fra 27. juni 2021 iværksætter en ny kollektiv trafikplan, vil busbetjeningen i flere af kommunens byer blive udvidet. Med den nye kollektive trafikplan ensartes serviceniveauet på tværs af kommunen, så byer på samme størrelse får den samme betjening. Bundniveauet hæves, og ingen byer vil derfor opleve at få mindre kollektiv trafik, hvorimod flere byer vil få flere afgange.

Når den almindelige bustrafik ikke slår til, er det desuden muligt at benytte sig af Flextrafiks mange fleksible transporttilbud. Med produkterne Plustur, Flexbus, Flextur og Flextur Ung er det muligt at bruge kollektiv trafik uden for den normale køreplan. Bor man eksempelvis langt fra et stoppested, eller skal man bruge transport, når bussen ikke kører, så er der altså hjælp at hente med Flextrafik.

Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, ser frem til, at endnu flere kan få glæde af den kollektive trafik, når den nye plan træder i kraft:

”Uanset om man skal på arbejde, i skole eller i biografen, så er det vigtigt, at man kan komme frem. Derfor arbejder vi i byrådet hele tiden på at forbedre infrastrukturen i Favrskov. Det gælder både for bilisterne, cyklisterne og for dem, der bruger den kollektive trafik. Derfor er jeg naturligvis glad for, at vi med flere afgange og en lang række fleksible transportløsninger gør det muligt for endnu flere at komme frem med kollektiv trafik.”

Du kan læse mere om den kollektive trafikplan og de forskellige tiltag på midttrafik.dk/favrskov.

FAKTABOKS Flextrafik – kørsel på bestilling

Flextur - Fra A til B efter behov
Flextur har ikke en fast køreplan, men giver mulighed for at rejse, når man har behov for det. En Flextur kan bestilles i Flextrafik appen, på midttrafik.flextrafik.dk eller på tlf. 87 40 83 00.

I Favrskov Kommune koster Flextur 4 kr./km (min. 30 kr./tur).

Læs mere om Flextur

Flextur Ung – Gratis Flextur til unge
Unge med Ungdomskort kan tilmelde sig Flextur Ung og rejse gratis i Favrskov Kommune i tidsrummet kl. 18.00-23.00 på hverdage og kl. 6.00-24.00 i weekender. Det giver de unge bedre mobilitet og dermed mulighed for at deltage i faglige og sociale arrangementer på tidspunkter, hvor bussen ikke kan benyttes.

Læs mere om Flextur Ung

Plustur - Fra hjem til stoppested:
Med Plustur kan borgere i oplandet og i mindre byer med begrænset busbetjening blive bragt til og fra de regionale forbindelser. Med Plustur kan man bestille kørsel fra hjem til stoppestedet og omvendt. Plustur er bindeleddet, når der er for langt til bussen eller toget. Plustur tilbydes automatisk på Rejseplanen, når det er tilgængeligt. Plustur koster 22 kr. per tur.

Læs mere om Plustur

Flexbus - Afgange i køreplanen på bestilling
Flere steder i den nye kollektive trafikplan udvides eksisterende ruter med fleksibel busbetjening i form af Flexbus-afgange. Flexbus-afgange er typisk indsat i ydertidspunkter, hvor der er få passagerer. Her kan man bestille en tur jævnfør afgangstidspunkterne i køreplanen. En Flexbus kører kun, hvis kunderne bestiller den. Flexbus kan bestilles telefonisk eller via Rejseplanen.

Rejser man med Flexbus, kan man benytte ordinære busbilletter, som fx pendlerkort, klippekort, enkeltbillet og Ungdomskort.

Læs mere om Flexbus

Emner

  • Transport

Kategorier

  • favrskov
  • kollektiv trafikplan

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650

Relateret materiale