Pressemeddelelse -

Mindful vinterferie på Moesgaard Museum

Fra 9. - 17. februar inviterer Moesgaard Museum til mindful vinterferie for hele familien med mulighed for både at deltage i spændende aktiviteter og komme helt ned i gear. Både børn og voksne kan prøve at meditere, når Dansk Center for Mindfulness besøger museet og holder meditationer.

Museet får desuden besøg af fire buddhistiske munke, der i løbet af ugen vil skabe en mandala i sand. En mandala er et af de ældste religiøse symboler med rødder i buddhismen og bliver ofte brugt som et redskab til meditation. Munkene skaber mandalaen i forbindelse med en ny udstilling med titlen Forgængelighedens Museum i museets udstillingslaboratorium og deres minutiøse arbejde kan følges af publikum hele ugen.

Onsdag er der MOMU Talk i museumscafeen, hvor besøgende kan møde Jampa Dhakpa Jurung, der er buddhistisk ritual master, i en samtale med lektor Cameron Warner om ritualerne bag mandalaen. Arrangementet foregår på engelsk.

I buddhismen har man en tradition for at lægge sine ønsker og bekymringer i form af sten og ting fra sig på en ovoo, en slags ønskebunke. Det letter helt håndgribeligt og i vinterferien kan hele familien være med til at bygge en ønskebunke på museet. Kom og mal dine ønsker på sten og læg dem på bunken. Museet sørger for sten i mange størrelser, så der er plads til alle slags ønsker og både små og store bekymringer.

Der er hver dag mulighed for at komme på guidede ture i årets store særudstilling på Moesgaard ’På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader’. På turene er der fokus på buddhisme og nomadernes liv i evig bevægelse.

På Moesgaard Museum er der til hvert udstillingsafsnit et pauserum, som giver plads til ro og fordybelse, når man har været på oplevelse i udstillingerne. Et rum med ro og udsyn til naturen omkring museumsbygningen.

I løbet af vinterferieugen er der mulighed for at nyde en pause med nærvær, når Dansk Center for Mindfulness kommer på besøg og holder en række meditationsseancer i pauserummene. Meditationerne foregår i dagene 12.-15. februar og nogle af meditationerne vil være særligt målrettet familier med børn. Nærmere tidsplan for meditationerne bliver offentliggjort på museets hjemmeside.

Dansk Center for Mindfulness hører under Aarhus Universitet og arbejder med forskning og uddannelse i mindfulness for både børn, unge og voksne.

Børn 0-17 år har gratis entré til museet, men skal løse billet til guidede ture og meditation.

Moesgaard Museum holder ekstraordinært åbent om mandagen i vinterferien i uge 7.


Program for vinterferien 9.-17. februar på Moesgaard Museum 

Mal ønsker på sten
Hver dag 9.-17. februar kl. 11.00-16.00.

Buddhistiske munke skaber en sandmandala
Hver dag 9.-16. februar kl. 10.00-17.00, onsdag kl. 15.00-20.00.

MOMU TALK: Lessons from a sandmandala
Onsdag 13. februar kl. 17.00-17.30 i museets café. Samtalen foregår på engelsk.

Guidede ture: Bliv klogere på buddhisme og Mongoliets nomader
Hver dag 9.-16. februar kl. 13.00-13.45 og kl.14.30-15-15.
Pris: 20 kr. (+ entrébillet) – Køb billet til de guidede ture på www.moesgaardmuseum.dk


Meditation med Dansk Center for MindfulnessHver dag 12.-15. februar afholder Dansk Center for Mindfulness meditationer på Moesgaard herunder også meditationer særligt for børnefamilier. Pris: 20 kr. (+ entrébillet) – Køb billet til meditationer på www.moesgaardmuseum.dk

Yderligere information om aktiviteterne på Moesgaard i vinterferien kan fås hos:

Leder af formidling, Wencke Maderbacher, mail: wma@moesgaardmuseum.dk eller mobil 24791779.

Emner

  • Kultur

Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum ved Aarhus, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.

Kontakt

Bodil Jensen

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og presse 20466373

Relateret materiale

Relaterede events