Pressemeddelelse -

​Molslinjen lader bornholmere om det løse

Bornholmske BHS Logistics skal stå for håndteringen af løstrailere i havnene i Rønne og Køge, når Molslinjen næste år overtager besejlingen af Bornholm.

Molslinjen samler arbejdet med at håndtere løstrailere, maskiner og andre førerløse enheder på Bornholm. I havnene i både Rønne og Køge bliver det nemlig bornholmske BHS Logistics, der skal løse den opgave, når Molslinjen den 1. september 2018 overtager færgebetjeningen af Bornholm.

”Vi har i Molslinjen tradition for at udlicitere arbejdet med løstrailere i havnene, og det har været vigtigt for os at finde en partner, som kan klare opgaven i både Rønne og Køge. Det har vi fundet på Bornholm,” siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

BHS Logistics tager fat på arbejdet den 1. september næste år, men går allerede nu i gang med de indledende manøvrer.

”Vi er glade for at have vundet opgaven, og vi glæder os til at komme i gang. Vi vil i den nærmere fremtid påbegynde arbejdet med planlægning og ansættelse af de medarbejdere, vi skal bruge til opgaven. Vi har hele vejen igennem vores dialog med Molslinjen haft en klar opfattelse af et fælles ønske om at fastholde bornholmske arbejdspladser,” lyder det fra afdelingschef hos BHS Logistics, Mikkel Ørum.


Om Molslinjen

  • Molslinjen råder i dag over fire moderne hurtigfærger; hurtigfærgen Max Mols og de tre superfærger, Express 1, Express 2 og Express 3, der er blandt verdens største katamaraner.
  • De fleksible superfærger kan tage op til 1.000 passagerer. Vogndækket kan indeholde en kombination af op til 417 personbiler, 60 motorcykler samt laste campingvogne, busser og op til 30 lastbiler på en overfart.
  • Molslinjen sikrer med Kattegat-ruterne Aarhus-Odden og Ebeltoft-Odden en hurtig, effektiv og behagelig rejse mellem Sjælland og Jylland.
  • Molslinjen overfører mere end 1,3 mio. personbilsenheder og næsten 2,8 mio. passagerer om året. 

Kontakt

Jesper Maack

Pressekontakt PR- og Kommunikationschef +45 20 19 62 15

Relateret materiale