Pressemeddelelse -

​Tysklandsfærge tager form

Molslinjens kombinerede fragt- og passagerfærge er nu ved at tage form i hænderne på de finske skibsbyggere hos Rauma Marine Constructions. Den nye RoPax-færge kommer til at spille en central rolle i satsningen på at få flere tyske turister til Bornholm.

Den er vokset flere gange undervejs den kombinerede fragt- og passagerfærge, som fra september 2018 skal sejle mellem Rønne og Køge samt på ruten mellem Rønne og Sassnitz. Ved byggeriets start i Finland var planen at færgen skulle kunne medtage op til 400 passagerer. Men flere gange undervejs er færgens design blevet ændret, så der nu bliver plads til 720 passagerer.

”Destination Bornholm og vi er enige om, at der gemmer sig et stort potentiale i Tyskland – også uden for højsæsonen. Vi satser på, at rigtig mange flere tyskere vil vælge Bornholm, når de ser, hvor billigt og nemt de kan komme af sted,” siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Den kombinerede fragt- og passagerfærge udstyres med skilte på tysk, så det bliver nemt for de tyske gæster at finde rundt på færgen, der både får cafeteria og lounge- og hvileområde.

”Skibsbyggerne arbejder stadig i det rå stål, men visualiseringerne af skibets indre viser, at vi kommer til Bornholm med en – synes vi selv – ret flot og moderne færge,” siger Carsten Jensen.

Værftet i Finland holder sig hele tiden et mulehår foran tidsplanen. Færgen bliver leveret til juni 2018, og efter lidt tilretning og testsejlads vil den være klar til at tage de første passagerer med den 1. september 2018.

Billedtekst: Der mangler endnu kød på skroget, men den nye fragt- og passagerfærge, der blandt andet skal sejle mellem Rønne og Sassnitz, får stille og roligt liv på værftet i Findland.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk


Om Molslinjen

  • Molslinjen råder i dag over fire moderne hurtigfærger på Kattegat; hurtigfærgen Max Mols og de tre superfærger, Express 1, Express 2 og Express 3, der er blandt verdens største katamaraner.
  • Superfærgerne kan tage op til 1.000 passagerer, 417 personbiler og 60 motorcykler samt laste campingvogne, busser og op til 30 lastbiler på en overfart.
  • Molslinjen sikrer med Kattegat-ruterne Aarhus-Odden og Ebeltoft-Odden en hurtig, effektiv og behagelig rejse mellem Sjælland og Jylland.
  • Molslinjen overfører mere end 1,3 mio. personbilsenheder og næsten 2,8 mio. passagerer om året.
  • Den 1. september 2018 overtager Molslinjen besejlingen af Bornholm. 

Kontakt

Jesper Maack

Pressekontakt PR- og Kommunikationschef +45 20 19 62 15