Gå til indhold
Ny udstilling: Små skibe - store fortællinger

Pressemeddelelse -

Ny udstilling: Små skibe - store fortællinger

M/S Museet for Søfart fejrer ti år i dokken med en ny fast udstilling "Skibe på stribe" - en verden af skibsmodeller fra gulv til loft og en parade af små skibe med store fortællinger. Udstillingen bringer museets enestående samling af skibsmodeller og deres 400 års søfartshistorie helt frem i lyset. "Skibe på stribe" kan ses fra d. 7. oktober, hvor museet også inviterer til jubilæumsfest.

"Skibe på stribe" er et modeldorado for alle med hang til sublimt håndværk og en kærlighedserklæring til modelskibe - fra små skibe i en elpære til gigantiske virkelighedstro modeller skabt til at imponere på rederiets kontor. Udstillingen viser modeller af skibe med særlige historier som det første danske skib, der sejlede passagerer til Amerika, FREDERIK VIII, eller skoleskibet KØBENHAVN, der forliste og sporløst forsvandt med besætningen om bord. "Skibe på stribe" byde også på rækker af fascinerende flaskeskibe, modeller bygget i nelliker eller glas og smukke detaljerede mesterværker med miniature rat og fine snoretræk til sejl. Udstillingen viser i alt 250 skibsmodeller. Mange af dem er con amore projekter bygget til minde om et bestemt skib af sømænd, der skulle få tiden på havet til at gå. Modellerne har også været et vigtigt arbejdsredskab for skibstømrere og skibsingeniører.

Catwalk for skibsmodeller
I "Skibe på stribe" bliver modellerne og deres historie vakt til live med film, lys, lyd, animationer og viden. Et udvalg af stjerner bliver præsenteret på en digital catwalk for skibsmodeller, hvor gæsterne kan dykke helt ned i modellens tekniske detaljer og skibstegninger. Det er med til at gøre "Skibe på stribe" til et skatkammer for alle med interesse for håndværk, søfart og historie.

"Alle museer har deres skatte og på M/S Museet for Søfart er det vores skibsmodeller. Modellerne fortæller 400 års Danmarkshistorie, og er små vidnesbyrd om søfartens skaberlyst og innovation med udviklingen fra sejl til damp og til diesel. Skibe er ikke bare transportmidler, men også søfolkenes hjem på havet med masser af sjæl og historie. Det håber vi, man mærker i denne nye faste udstilling, der også er en stor hyldest til det maritime håndværk," siger Anni Mogensen, direktør for M/S Museet for Søfart.

Danmarks yngste modelskibsbygger
Det første skib i udstillingen er lavet i bølgepap og bygget af Wilbur på ni år, der også åbner museets nye udstilling. Wilburs model af det danske hospitalsskib JUTLANDIA et godt eksempel på, at skibsmodeller altid har været godt legetøj - både for børn og voksne. Han bygger skibsmodeller af genbrugsmaterialer med sin farfar, og foretrækker modelskibe frem for at bygge i virtuelle universer som i computerspillet "Minecraft".

"Det er mere livagtigt, og spændende at bygge modelskibe. Computerspil findes jo ikke i virkeligheden, men skibe kan man holde i hånden og røre ved. Jeg elsker det bare. Det er fascinerende, at man kan bygge noget så detaljeret i en lille størrelse, og det er sjovt at finde på, og planlægge, hvordan skibet skal bygges. Det er dejligt simpelt at bygge skibe. Man bruger et stykke pap og en trådrulle og så bliver det til sådan noget flot noget," fortæller niårige Wilbur Lassen, der bor i København.

Udstillingen kan ses fra d. 7. oktober, hvor M/S også fejrer tiåret for museets flytning fra Kronborg til BIGs arkitektoniske rammer i Helsingør Skibsværfts gamle tørdok. "Skibe på stribe" er første del af en fornyelse af alle museets faste udstillinger.

For mere information, fotos eller interviews kontakt:
Presseansvarlig for M/S Museet for Søfart, Heidi Vesterberg: Tlf. 51 24 92 84 - hv@mfs.dk

Udstillingen er støttet af:
A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orient’s Fond, Augustinus Fonden, Lauritzen Fonden, S.C. Van Fonden, Knud Højgaards Fond, Den Danske Maritime Fond og With-Fonden

Related links

Emner

Kategorier


M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis i prisvindende rammer skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.

Kontakt

Heidi Vesterberg

Heidi Vesterberg

Pressekontakt Presseansvarlig +45 51 24 92 84

Om museet

M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis i prisvindende rammer skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.

Museet for Søfart
Ny Kronborgvej 1
3000 Helsingør
Denmark