Pressemeddelelse -

Den hæsblæsende Oscar-vinder »Free Solo« fra National Geographic får tv-premiere 9. marts

Den amerikanske bjergklatrer Alex Honnold har formået at gøre, hvad ingen troede var muligt: At bestige den næsten 1000 meter høje El Capitan uden hjælpemidler. Den 9. marts kl. 20.00 er der tv-premiere på den nervepirrende dokumentar på National Geographic, der netop har vundet Oscar-statuetten i kategorien ”Bedste dokumentarfilm”.

Perfektion eller døden: Det var de to mulige udfald for den amerikanske soloklatrer Alex Honnold, da han i 2017 satte sig for at udføre sit livs største udfordring. Honnold formåede ikke alene at bestige den sagnomspundne klippe El Capitan uden andre hjælpemidler end tøj, sko og kalk – som den første person nogensinde. Han gjorde det på kun tre timer og 56 minutter.

»Free Solo« går helt tæt på Alex Honnolds nervepirrende klatretur til toppen, hvor selv den mindste fejl vil koste ham livet. Takket være den utrolige fotografering er vi med på hver eneste livsfarlige skridt i kampen for at gøre det umulige.

»Free Solo« er dog mere end en film for adrenalinjunkies og vovehalse. Dokumentaren giver et unikt indblik i, hvad der driver Alex, og hvordan den ekstreme livsstil påvirker forholdet til Sanni, hans første seriøse kæreste.

Den 9. marts kl. 20.00 er der tv-premiere på dokumentaren på National Geographic. Dagen efter kan filmen streames hos National Geographic+, som er tilgængelig for kunder hos YouSee, Stofa og Viaplay.

Mod, dedikation og vilje

Ægteparret Elizabeth Chai Vasarhelyi og Jimmy Chin, der tidligere har stået bag klatrefilmen »Meru«, har sammen instrueret filmen om Alex Honnold, som de også personligt har et nært forhold til.

”Da vi lavede denne film, kunne vi ikke have drømt om den modtagelse, vi har fået,” fortæller Vasarhelyi og Chin.

”Selvom langt de fleste af os ikke kunne drømme om at klatre knap 1000 meter uden reb, er Alex’ historie om mod, dedikation og vilje let at relatere til. Vi er taknemmelige for at arbejde sammen med National Geographic og Fox Home Entertainment og begejstrede over, at Alex’ rejse fortsat vil inspirere andre til at turde drømme.”

Genklang i hele verden

»Free Solo« er blevet rost til skyerne af kritikere i hele verden og har høstet utallige priser. Tidligere på måneden vandt filmen en BAFTA for bedste dokumentarfilm, og nu har den også vundet en Oscar-statuette i samme kategori.

I den danske presse har filmen også høstet begejstrede anmeldelser.

”Jeg følte ikke bare højdeskrækken fra venstre øre og ned gennem højre balde, nej, jeg gik ud af salen med svedige hænder efter at have dinglet i fingerspidserne i 600 meters højde,” skriver Politiken i deres anmeldelse af filmen, som de giver fem hjerter.

Også Jyllands-Posten uddeler fem stjerner til »Free Solo«, som de kalder ”åndeløst spændende”.

For yderligere information:

Xponering

Morten Bertelsen, 50 80 20 36

Læs mere om National Geographic

Emner

  • Biograf, film, fotografi

Kategorier

  • alex honnold
  • free solo
  • nat geo
  • national geographic
  • oscar

National Geographic er begavet tv-underholdning med noget på hjerte. Vi leverer programmer, der vækker interesse og pirrer din nysgerrighed. Den gule firkant er vores kvalitetsstempel for en troværdig og engagerende tv-kanal med en lang tradition for at formidle intelligent underholdning - og du lærer altid noget nyt ved at se National Geographic.  I Danmark kan kanalen ses i ca. 1 millioner hjem.

Kontakt

Morten Bertelsen

Pressekontakt Consultant, Marketing & Communications PR, marketing og kommunikation +45 50802036