Storrygeren og den tandløse - to beretninger fra Holmen

Skeletter får de fleste mennesker til at tænke på død og glemsel. Men for arkæologer sker der nærmest det modsatte: Skeletter kan nemlig fortælle en masse historier om det levede liv. 

Hvert enkelt skelet har sin egen helt individuelle fortælling om personens liv og levned. Men samlet set fortæller skeletter også historien om os alle sammen; om fattige og rige, mænd og kvinder, børn og gamle, syge og raske. De fortæller vore kroppes historie, om vores omsorg for hinanden, når livet var forbi, og om den tro og symbolik, der har præget den måde, vi omgås med den afdøde på.

Nationalmuseet har netop færdiggjort en række arkæologiske undersøgelser på kirkegården ved Holmens Kirke forud for et nyt byggeri ved kirken. Udgravningerne har givet os ny viden om begravelsesskikke i 1600- og 1700-tallet og fortalt om de mennesker, der levede dengang.

Det specielle ved Holmens Kirke er, at dens menighed dengang primært bestod af folk fra Flåden - søens folk, deres koner og børn. Ud fra skriftlige kilder kan vi se, at Flåden bestod af en blandet befolkningsgruppe. Dette afspejles også på kirkegården, hvor Holmens Kirke er den kirke med flest katolske begravelser i en ikke-katolsk menighed i Danmark. Alle skeletterne skal til analyse på Panum Instituttet, så det bliver spændende at finde ud af, hvorfra de mennesker, der var en del af flåden dengang, oprindeligt stammer fra.

Grav-puslespil
Før kirken blev opført, byggede Frederik d. 2. i 1562-63 en ankersmedje på Holmen. Danmark var på dette tidspunkt en stor søfartsnation, så det er ikke mærkeligt, at en smedje blev anlagt midt i København.

I 1619 blev smedjen ombygget til kirke, og de tidligste begravelser, Nationalmuseet har udgravet, stammer derfra. Det interessante ved den del af kirkegården er, at den ligger mellem den sydøstlige ”korsarm” af kirken og det store kapel. Begravelserne er orienteret nord-syd, og det skyldes sandsynligvis, at det på den måde var muligt at få plads til flere grave på den sparsomme plads. I resten af kirkegården ligger de begravede vendt øst-vest, hvilket er den normale måde at begrave mennesker på efter kristendommens indførsel i Danmark.

Ordentlig omgang tandsten
 Et af de mest spektakulære skeletter, Nationalmuseet har fundet ved Holmens Kirke, er ham, vi kalder ”storrygeren”, da han har et slidhul i tænderne efter sin kridtpibe. Det cirkulære hul er imponerende stort, så manden må have været meget glad for sin kridtpibe - men dog ikke så glad, at den fulgte ham i graven, da han døde i en alder af 32-43 år. På trods af de ellers fine hvide tænder, havde han en begyndende tandbyld i venstre side af munden og begyndende tandudfald, huller i resten af tænderne samt en ordentlig omgang tandsten. 

De gravlagtes hoveder i denne del af kirkegården vender alle mod nord, bortset fra den storrygende mand, der vender hovedet mod syd. Det kan skyldes den simple forklaring, at kisten er blevet vendt om ved en fejltagelse. En sjov anekdote kunne dog også give en forklaring: Mennesker bliver typisk begravet med hovedet i vest, så de ved dommedag kan rejse sig og se mod øst, hvorfra det siges, at Kristus kommer for at hente de retfærdige sjæle.

Derimod skal præsten ligge med hovedet mod øst, så han ved dommedag kan rejse sig og se på sin menighed. Derfor kunne den mindre sandsynlige, men mere farverige forklaring være, at den storrygende mand faktisk var præst?

Gigt, slid og hårdt liv
Et andet spændende skelet, museet har fundet, havde til sidst kun sine gummer at tygge med, så han bliver kaldt ”den tandløse”. Det er formodentlig en mand, men det kan for den sags skyld også være en kvinde med maskuline træk. Det, man først lægger mærke til ved skelettet, er, at alle tænderne er faldet ud af munden - det er sket nogle år, inden personen døde, da hullerne, hvor tænderne har siddet i kæben, er helt lukket til.

Manden har været relativt gammel, da han døde, mellem 45-60 år. Så på trods af tandudfaldet tyder den høje alder alligevel på en relativt sund kost og et godt immunforsvar, selvom det i dagens Danmark kan være svært at forestille sig, hvad det er rart at spise, når man ingen tænder har.

Dog har det været nogle hårde sidste år: Han havde nemlig begyndende slidgigt i hele ryggen, tydeligst i nakken, samt i begge hænder og venstre fod. Desuden var tre af de midterste ryghvirvler vokset sammen. Gigtforandringerne skyldes formodentlig hans forholdsvis høje alder og det hårde arbejde, der prægede den tid, han levede i.

Der er generelt ikke mange genstande i gravene ud over nogen skjorteknapper, hårnåle og få rester af kisterne. Men nogle af de gravlagte havde en mønt i munden, en såkaldt Charons mønt: Betaling til færgemanden for at komme sikkert til dødsriget - eller himlen, om man vil.