Pressemeddelelse -

Skærsilden gav byggeboom i fynske kirker

I middelalderen voksede kirkerne på Fyn sig større og større i takt med, at betalingerne for sjælemesser mod skærsilden væltede ind. Læs mere om kirkerne i det gamle Odense Herred i Danmarks Kirkers nye hefte, som udkommer d. 20. januar. 

Landsbykirkerne Ubberud, Korup, Næsby, Næsbyhoved Broby og Pårup i det gamle Odense Herred er i fokus i den nyeste udgivelse af Nationalmuseets store bogværk Danmarks Kirker, som udkommer mandag d. 20. januar.

Kirkerne er de første landsbykirker på Fyn, som bliver beskrevet - de tidligere udgivelser har nemlig beskæftiget sig med købstadskirkerne.

I det nye hefte kan du blandt andet læse om Pårup Kirkes forvandling fra beskeden kvaderstenskirke til en typisk landsbykirke. Forvandlingen betyder, at Pårup Kirke har en usædvanligt kompliceret bygningshistorie, fortæller Martin W. Jürgensen, som er redaktør på Danmarks Kirker:

- Pårup Kirke ser bedragerisk enkel ud og ligner de fleste andre egnskirker, men den har gennemgået utroligt mange forandringer gennem middelalderen – mange flere, end man ville forvente. Den startede som en lille kvaderstenskirke, og så er den simpelthen gradvist blevet bygget ud og er på den måde blevet større og større og større, siger han.

Middelalderens smørhul
Man mener, at Pårup Kirke blev bygget i starten af 1200-tallet. Den blev formentlig allerede udbygget i 1300-tallet og derefter udvidet løbende. Den tidlige og gentagne byggeaktivitet i kirken er udsædvanlig - men Pårup Kirke var ikke alene om at få vokseværk i middelalderen: Der var heftig byggeaktivitet i kirker på hele Fyn fra midten af 1400-tallet og frem mod reformationen i 1536.

- Og det siger i virkeligheden meget om de her fynske kirker, at de er blevet udvidet løbende - for det viser, at der var penge til det. Landbrugsjorden var god, og byerne har ligget godt i forhold til handel. Fyn var simpelthen et lille smørhul i middelalderen, siger Matin W. Jürgensen.

Og hvordan hænger den fine fynske muld så sammen med middelalderens kirkeudvidelser? Dengang betalte man tiende til kirken, men de penge gik kun til vedligeholdelse; til at kalke og lappe vinduer med. Det, der for alvor finansierede udvidelserne, var gaver fra lokalsamfundet. Og de gaver kom ofte i forbindelse med dødsfald, for så var der brug for én ting: sjælemesser.

Ud af uendelige pinsler
Sjælemesserne fulgte som en logisk konsekvens af ideen om skærsilden som mellemstoppet før himmelen, og den tankegang blev for alvor konkretiseret i 1200-tallet, fortæller Martin W. Jürgensen:

- Forestillingen var, at når du døde, kom du i skærsilden, hvor du måtte lide uendelige pinsler. Den eneste måde, du kunne få afkortet din tid dér, var ved, at kirken holdt sjælemesser. Messerne blev betalt ved, at du gav et beløb til kirken, siger han og fortæller, at dette fænomen også er velkendt fra de fynske kirker.

En del af indtægten for sjælemesserne gik til aflønning af præster, men resten røg i kirkens kasse, og dét overskud kunne bruges til kirkeudvidelserne.

- Det tog dog lidt tid, før ideen om skærsilden for alvor spredte sig fra den kirkelige top til resten af samfundet – og derfor var det først i den sidste halvdel af 1400-tallet og op mod reformationen, at der var byggeboom i de fynske kirker, og ja faktisk i kirker i hele Europa. 

Fakta: Danmarks Kirkers hefte om landsbykirkerne i Odense Herred

  • Danmarks Kirkers hefte om landsbykirkerne i Odense Herred udkommer d. 20. januar 2014 og er udsendt af Nationalmuseet med støtte fra Kulturministeriet, Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden.
  • Heftet koster 210 kr. og kan købes på Nationalmuseets Museumsbutiks hjemmeside eller på Syddansk Universitetsforlag. Du kan også bede din lokale boghandler om at bestille et eksemplar til dig. 
  • Fire af de beskrevne kirker i heftet er middelalderkirker. Den sidste er derimod langt nyere, nemlig Næsby Kirke, som er fra 1942. Heftet fortæller også om to af Danmarks flotteste altertavler, nemlig altertavlerne i Næsbyhoved Broby og Ubberud Kirke. 

Fakta: Danmarks Kirker 

  • Danmarks Kirker er Nationalmuseets store grundlæggende værk om de danske kirker. I 2013 havde bogværket 80 års jubilæum: Første bind udkom nemlig i 1933. Siden 1933 er kirkerne i Østdanmark samt store dele af Jylland og Fyn blevet beskrevet.
  • I september 2013 blev samtlige udgivne hefter tilgængelige online. Digitaliseringen giver mulighed for, at du kan læse om samtlige cirka 1550 kirker, kirkesale, kapeller og kirkegårde, som indtil nu er blevet beskrevet i Danmarks Kirker.
  • For tiden udgiver Danmarks Kirker bøger om kirkerne i de gamle amter Vejle, Ringkøbing, Svendborg og Odense.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • udgivelser

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Kontakt

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Martin Wangsgaard Jürgensen

Redaktør Danmarks Kirker 4120 6128

David. Burmeister

Redaktør Danmarks Kirker 4120 6134

Relateret materiale