Pressemeddelelse -

Unge forfatterspirer overnatter på Nationalmuseet

Særudstillingen ”De Hvide Busser” lægger kz-køjesenge, telte og inspiration til, når 11 unge skribenter overnatter på Nationalmuseet mandag den 12. oktober i forbindelse med museets og Movellas’ skrivekonkurrence om medborgerskab. 

”Ih, en spændende konkurrence! J Det kribler i fingrene for at komme i gang med at skrive, meeen må vente til jeg får et par bøger om ’de hvide busser’ hjem – så jeg kan få faktaene på plads!”  

Sådan lød en af reaktionerne, da Nationalmuseet og novellesiden Movellas sammen præsenterede en skrivekonkurrence inspireret af museets særudstilling ”De Hvide Busser” for Movellas’ unge skribenter tilbage i august måned. Opgaven lød: Skriv en novelle om medborgerskab inspireret af historien om De Hvide Bussers redningsaktion. De unge forfattere kunne blandt andet vælge mellem at skrive en kærlighedshistorie inspireret af et fotografi eller en novelle i dagbogs- eller brevform om en kz-fanges hverdag. 

Nu er de 10 bedste bidrag fundet, og derfor overnatter de unge skribenter på Nationalmuseet mandag den 12. oktober for at få inspiration til at skrive deres historier færdige. Efter besøget har de nemlig 14 dage til at lægge sidste hånd på novellerne, før gæstedommer forfatter Knud Romer vælger de tre bedste. 1., 2. og 3. pladsen bliver hædret ved en lille ceremoni på Nationalmuseet til november - og udgivet i en rigtig bog. 

Skrivenat på museet
Men før vinderne bliver fundet, skal de 11 forfatterspirer (to har skrevet sammen) i alderen 12-15 år fra forskellige steder i landet besøge Nationalmuseet den 12. oktober. Her vil de først få en rundvisning i ”De Hvide Busser”, efterfulgt af aftensmad og peptalk med gæstedommer Knud Romer, som har været tilknyttet arbejdet med særudstillingen. 

Bagefter er der ”skrivenat” i udstillingen, hvor de unge forfattere kan få ny inspiration og skrive videre på deres indsendte noveller, mens de ligger i en kz-køjeseng, et telt fra Padborg eller med udsigt til Danmarks eneste bevarede, originale hvide bus. På den måde får de god tid til at mærke udstillingens stemning og leve sig helt ind i redningsaktionen. De er velkomne til at sove i selve særudstillingen, men bliver det lidt for uhyggeligt, rykker overnatningen ned i et andet lokale. Gad vidst, hvad de drømmer om den nat? 

Medborgerskab anno 2015
Det er ikke første gang, at Nationalmuseet og Movellas samarbejder om at få unge til at skrive historisk-inspireret fiktion. Novellesidens 45.000 danske brugere har tidligere fået tilbudt muligheden for en skrivenat ved siden af mumierne i museets ægyptiske samling og har kunnet deltage i en skrivekonkurrence inspireret af særudstillingen ”Pigen og Parasollen - Japan i fotostudiet”

Det giver rigtig god mening at lade de unge skribenter arbejde med ”De Hvide Busser”, for særudstillingen henvender sig særligt til unge mellem 12 og 20 år. Med skrivekonkurrencen ønsker Nationalmuseet at få de unge til at reflektere over redningsaktionen og få dem til at tænke over, hvordan man kan gøre noget for andre i dag? Og som citatet fra indledningen viser, er de unge skribenter gået ind i konkurrencen med liv og sjæl - og masser af historisk research. 

Fakta: Særudstillingen ”De Hvide Busser”

  • ”De Hvide Busser” fortæller om redningsaktionen kendt som ”De Hvide Busser” eller Bernadotte-aktionen, som reddede omkring 17.000 fanger ud af kz-lejrene i de sidste måneder af 2. verdenskrig. 
  • Udstillingen har især fokus på de personlige historier og på de mange dilemmaer, som de frivillige sygeplejersker, læger og chauffører mødte på deres vej. 
  • Særudstillingen kan ses fra den 19. juni 2015 - den 3. januar 2016 på Nationalmuseet.

Fakta: Movellas

  • Movellas.com er et socialt skrivesite for unge i alderen 12-20 år, hvor brugerne kan læse, skrive, kommentere og dele deres historier. 
  • Movellas har cirka 45.000 danske brugere og omkring 350.000 globalt.
  • På Movellas kan man også læse skriverelaterede blogs, få skrivetips og deltage i skrivekonkurrencer. 

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • udstillinger
  • aktiviteter
  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Gitte Engholm

Museumsinspektør Formidling, Nationalmuseet 4120 6050

Relateret materiale