Gå til indhold
FØR STORMEN (As the Tide Comes In) ©Nicolai Dybdal Møller
FØR STORMEN (As the Tide Comes In) ©Nicolai Dybdal Møller

Pressemeddelelse -

DANSK FILM FRA MANDØ ER UDTAGET TIL ’VERDENSMESTERSKABET’ I DOKUMENTARFILM

Dansk dokumentarfilm, optaget på Mandø, er udtaget til hovedkonkurrencen på IDFA, verdens største internationale filmfestival, i Amsterdam

Hvordan udfolder livet sig på den lille danske ø, omkranset af havet til alle sider, i en tid hvor alle taler om global opvarmning og verdenshavenes vandstigninger? Det spørgsmål stillede de to dokumentarister Juan Palacios og Sofie Husum Johannesen hinanden, da de for tre år siden begyndte optagelserne til dokumentarfilmen FØR STORMEN (engelsk titel: As the Tide Comes In).

Filmen, som er udvalgt til hovedkonkurrencen på den internationale dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam, følger de 27 beboere på den lille danske vadehavsø Mandø. Selvom man her er vant til voldsomt vejr og oversvømmelser, så udgør klimaforandringer og stadigt mere ekstremt vejr en alvorlig trussel mod den otte kvadratkilometer store ø.

En af filmens mange medvirkende er Gregers Jørgensen, en af øens sidste landmænd, ser den uundgåelige katastrofe i øjnene. Han nægter at starte et liv op et andet sted og håber i stedet at det vil lykkes ham at finde en livsledsager, der vil hjælpe ham med at drive slægtsgården, som har været i familiens eje gennem generationer, videre.

Mens klimaadvarslerne fortsætter i en lind strøm, fortsætter turisterne også med at strømme til øen, for ved selvsyn at konstatere, hvordan vind og tidevand æder sig ind på det særprægede landskab.

Filmen hylder livet i et lille øsamfund, hvor alle er afhængige af vind, vejr og hinanden, og skaber en finurlig allegori over den klimakatastrofe vi alle står overfor uden at have redskaberne til at foregribe konsekvenserne.

Bag filmen står de to dokumentarister Juan Palacios og Sofie Husum Johannesen, som sammen med producer Kasper Lykke Schultz, kreativ producer Andreas Dalsgaard og produktionsselskabet ELK FILM har skabt filmen, der er blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV2, Realdania, Claus Sørensens Fond, Merkurfonden, Danske Filminstruktører og Dansk Journalistforbund.

FØR STORMEN får verdenspremiere den 13. november i Amsterdam og forventes at få dansk biografpremiere i starten af 2024.


Emner

Kategorier

Regions


Vellykket kommunikation er at skabe relevans og relation til verden. 

Kontakt

Freddy Neumann

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 20467846

Strategi & Kommunikation i kulturen

Vellykket kommunikation handler ikke om at kommunikere i blinde, men om at kommunikere præcist og rettidigt. Kommunikation i kulturverdenen spreder sig langt udover den traditionelle PR og handler i dag om at skabe impact, relevans og relation til verden omkring os.

Neumann Strategi & Kommunikation
Nyvej 10A, 3. tv
1851 Frederiksberg
Danmark