Gå til indhold
Den unge debutant Cornelius Won Riedel-Clausen spiller hovedrollen i filmen "Stille Liv".
Den unge debutant Cornelius Won Riedel-Clausen spiller hovedrollen i filmen "Stille Liv".

Pressemeddelelse -

NY DANSK FILM "STILLE LIV" KAN NU SES I HJEMMEBIOGRAFEN

Den nye danske film STILLE LIV, som høstede fine anmelderroser ved premieren i foråret, udkommer nu på streaming og kan fra mandag 31. juli opleves i hjemmebiografen.

Filmen handler om den 19-årige Carl, der lever et stille liv på landet med sine forældre. Hans skæbne er forudbestemt, for som eneste søn er han udset til at overtage forældrenes slægtsgård og føre familiens stolte landbrugstraditioner videre. Sådan har det været gennem generationer og sådan skal det fortsætte med Carls hjælp.

Men Carl er ikke som de andre, han vil noget andet. For som adoptivbarn bærer Carl på en hemmelig længsel og en drøm om at finde sin rette plads og sine egne rødder. Splittet mellem to verdener – sit ”barndomshjem” og sit "hjemland", Sydkorea – må Carl træffe det svære valg om, hvor han hører til.

ALLE DRØMMER OM AT HØRE TIL

Med Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen i hovedrollen tiltrak filmen sig stor opmærksomhed på den årlige filmfestival i Berlin og vakte atter liv til den trængende adoptionsdebat.

Bag filmen står den koreanskfødte instruktør Malene Choi og hun ved, hvad hun taler om, når hun understreger, at vi alle grundlæggende har en længsel efter at høre til og at denne trang og længsel er ekstra stærk hos de tusindvis af transnationale adopterede, der lever i Danmark.

Hun er selv født i Korea og blev som spæd adopteret af en dansk familie, hvor hun voksede op på Midtsjælland med en klar bevidsthed om, at hun havde en anden oprindelse end sine jævnaldrende. Og selvom nysgerrigheden efter vished var til stede, så havde hun ikke lyst til at gøre sine forældre kede af det ved at stille spørgsmål om sin egen oprindelse, for man bider jo ikke den hånd, som fodrer dig.

STILLE LIV handler om transnational adoption og de udfordringer der følger, når man skal forsøge at danne ’slægtskab’ mellem adopterede og deres adoptivfamilier. I nogle tilfælde bliver den adopterede sendt tilbage, fordi den ikke matcher de krav og forestillinger, som adoptivforældrene har. I andre tilfælde er myndighedernes screening og godkendelse af adoptivforældrene ikke tilstrækkelig, da der i højere grad lægges vægt på, om folk har et økonomisk råderum. Er i beskæftigelse eller har et rummeligt hus fremfor at se på hvorvidt familierne er egnede til at blive en multikulturel familie.

Filmen er produceret af MANNA FILM og optaget on location i Syddjurs Kommune og Seoul i sommeren 2022.

FAKTA OM STILLE LIV

Medvirkende: Bodil Jørgensen, Bjarne Henriksen, Cornelius Won Riedel-Clausen, Camilla Bendix, Ole Boisen, Vigga Bro, Joen Højerslev, Anders Baggesen, Holger Østergaard, Tove Bornhøft, Lone Rødbroe, Lene Poulsen og Claus Flygare med instruktion af Malene Choi.

Filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, DR, Nordisk Film & TV Fond og distribueret af Øst for Paradis.

Emner

Kategorier

Regions


Vellykket kommunikation er at skabe relevans og relation til verden. 

Kontakt

Freddy Neumann

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 20467846

Strategi & Kommunikation i kulturen

Vellykket kommunikation handler ikke om at kommunikere i blinde, men om at kommunikere præcist og rettidigt. Kommunikation i kulturverdenen spreder sig langt udover den traditionelle PR og handler i dag om at skabe impact, relevans og relation til verden omkring os.

Neumann Strategi & Kommunikation
Nyvej 10A, 3. tv
1851 Frederiksberg
Danmark