Nyhed -

Eux-elev og lærer i bæredygtigt samarbejde

Eux-faglærer David Rangan var i sidste uge i Tokyo på Okayama University for at fortælle om arbejdet med bæredygtighed i undervisningen på NEXT.

For bæredygtighed er af gode grunde på alles læber i disse år, og det afspejler sig også i undervisningen på NEXT. Senest har alle vores eux-uddannelser på Nørrebro færdiggjort et forløb, der handlede om, hvordan vi skal tænke klodens fremtid ind i vores måde at arbejde på. Både grund- og hovedforløbselever har været samlet for at arbejde med forskellige projekter, der alle har været udarbejdet med bæredygtighed for øje.

-Vi er for eksempel i gang med at uddanne fremtidens håndværkere til bæredygtigt byggeri. Og da byggeri står for 36 procent af verdens co2-udledning, er det noget, der kan flytte meget, hvis vi får nytænkt byggemetoderne. Og der er håndværkerne en vigtig del af det, siger David Rangan.

Udover at være engageret i bæredygtighed på NEXT, er David bestyrelsesmedlem i RCE, der netop arbejder på at fremme bevidstheden om klodens fremtid blandt unge. Det er også RCE, der arrangerede konferencen i Tokyo.

RCE har også en ungdomsafdelingen, som NEXT er vært for. Bjørk, der er ved at uddanne sig til eux-snedker, har valgt at være med. Bæredygtighed ligger hendes hjerte nært.

-Bæredygtighed er ikke kun noget, der skal læses og skrives om, men er noget der skal handles på, siger Bjørk.

Eux-uddannelsen danner de perfekte rammer for bæredygtighed på grund af kombinationen af teori og praksis, hvilket også er årsagen til, at NEXT er værtsorganisation.

-Det er nemmere at handle med konkrete løsninger, som man laver i undervisningen, end hvis man bare sad og skrev, mener Bjørk.

Konferencen på Okayama University løb af stablen sidste uge.

Kontakt