Gå til indhold
Anders Nielsen, administrerende direktør i Nielsen Car Group.
- Med overtagelsen begynder et nyt kapitel, og derfor bliver bilhuset nu en del af Bjarne Nielsen-bilhusene, siger Anders Nielsen, administrerende direktør i Nielsen Car Group.

Pressemeddelelse —

Jørgen Olsen Automobiler skifter navn

Bilkoncernen Nielsen Car Group fik i juli godkendt at overtage Jørgen Olsen Automobiler i Viborg, og nu skifter bilhuset navn til Bjarne Nielsen. Overtagelsen styrker koncernens tilstedeværelse i byen, hvor man i forvejen ejer Dahl Pedersen.

Det er slut med navnet Jørgen Olsen Automobiler i Viborg, for bilhuset bliver nu til et Bjarne Nielsen-bilhus. Det sker efter, at Nielsen Car Group fik den endelige godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at overtage bilhuset sammen med syv andre bilhuse i resten af landet.

Det er dog kun navnet, der forsvinder. Medarbejderne fortsætter, ligesom bilhuset fortsat sælger Ford, Mazda, Suzuki og Hyundai. I forbindelse med ejerskiftet stopper Gert Olsen, der hidtil har ejet bilhuset, og som selv overtog det fra sin far.

- Jørgen Olsen Automobiler har gennem mange år været en kendt del af bilbranchen i Viborg, og det har vi stor respekt for. Med overtagelsen begynder et nyt kapitel, og derfor bliver bilhuset nu en del af Bjarne Nielsen-bilhusene, siger Anders Nielsen, administrerende direktør i Nielsen Car Group.

- For kunderne vil meget fortsat være, som de kender det, for vi beholder de dygtige medarbejdere i bilhuset. Jeg vil gerne sige tak til Gert Olsen for en god proces i overtagelsen, og nu glæder vi os til at bygge videre på det stærke lokale fundament, tilføjer han.

Del af større udvidelse

Overtagelsen af Jørgen Olsen Automobiler er en del af Nielsen Car Groups større udvidelse, som begyndte, da koncernen i starten af 2025 blev udpeget til at stå for forhandlingen af Ford og Hyundai i Midt- og Vestjylland samt store dele af Sjælland.

Det har betydet flere overtagelser gennem det seneste år for at udvide koncernens tilstedeværelse i de områder, og det er også tilfældet i Viborg.

- Vi har set på, hvor ekspertisen i forvejen var, og derfor var vi også glade, da vi i august sidste år kunne offentliggøre, at vi havde indgået en aftale om at overtage bilhuset. Nu er overtagelsen faldet på plads, og vi er i gang med at gøre bilhuset til en del af Nielsen Car Group, siger Anders Nielsen.

To bilhuse i Viborg

Med overtagelsen får Nielsen Car Group sit andet bilhus i Viborg, da koncernen i forvejen ejer Dahl Pedersen.

- Med to bilhuse i Viborg får vi en stærkere position i byen og bedre muligheder for at udvikle både salg og service. Samtidig er det vigtigt for os, at bilhuset fortsat har en stærk lokal forankring, og at kunderne møder de medarbejdere, de kender, siger Anders Nielsen.

Nielsen Car Group ejer i dag 29 bilhuse fordelt på Bjarne Nielsen-bilhusene, Dahl Pedersen og Bilernes Hus. Derudover ejer koncernen LEASING DK og Motorpoint.

Emner

Kategorier

Regions


Om Nielsen Car Group

Nielsen Car Group er en familieejet dansk bilkoncern med rødder tilbage til 1988 og hovedsæde i Silkeborg. Koncernen består af Bjarne Nielsen, Bilernes Hus, Dahl Pedersen, LEASING DK og Motorpoint og beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere fordelt på 29 bilhuse i Jylland, på Sjælland og Lolland-Falster.

Nielsen Car Group arbejder med mobilitet gennem salg af nye og brugte person- og varebiler, leasing, værksteder samt skadescentre. Koncernen repræsenterer 16 bilmærker i salg: Alpine, Dacia, Farizon, Ford, Honda, Hyundai, JAECOO, Mazda, Nissan, OMODA, Polestar, Renault, Suzuki, Volvo, XPENG og Zeekr. Derudover tilbyder koncernens værksteder service på tværs af 28 bilmærker.

Kontakt