Pressemeddelelse -

Dragterne i Sofonisbas malerier foldes ud i udstillingens sidste uge

Sidste chance for at opleve udstillingen 'Sofonisba - Historiens glemte mirakel' er søndag 15. januar, og torsdag 12. januar kl. 17 åbner museet dørene for det sidste foredrag i forbindelse med den anmelderroste udstilling. Her zoomer tekstilkonservator og dragthistoriker Katia Johansen ind på de mange smukke dragter, der præger Sofonisba Anguissolas enestående renæssancemalerier, og giver et særligt indblik i kunstnerens mesterlige gengivelser af 1500-tallets mode, tekstiler, broderier og kniplinger.

I sit virke ved det spanske hof fik Sofonisba til opgave at portrættere nogle af sin tids fornemste mænd og kvinder. Især deres dragter skulle åbenbare deres rigdom og indflydelse. Guldindvævede brokader i juvelfarver, skinnende silkefløjl, den tyndeste silkeflor, broderi og spæde kniplinger med de fineste tråde er malet så nøjagtigt, at man kan tælle tråde og sting. Også hverdagstøjet er malet så detaljeret, at man forstår stoffer, snit og slid.

Få dragter fra renæssancen er bevaret i verden, men Sofonisbas portrætter, dokumenteret i detaljerne, viser hvordan tøjet spillede den største rolle i, hvordan man ønskede at præsentere sig for kunstneren og eftertiden. Ved at zoome ind på detaljerne ses, hvor eminent kunstneren har præsenteret og bevaret sin tids dragter og tekstiler, så vi næsten kan mærke dem selv.

Foredragsholder Katia Johansen arbejdede i 1980-2016 på Rosenborg Slot, hvor hun udstillede, udforskede og arbejdede med den kongelige dragtsamling. Hun er blandt andet forfatter til bogen om samlingens kongedragter Ti Kongers Tøj (2020).

Foredrag: Dragterne i Sofonisbas værker
Torsdag 12. januar kl. 17-18

Pris: 100 kr. inkl. entre til museets udstillinger / 70 kr. for årskortholdere. Billetbestilling via nivaagaard.dk.

Caféen serverer efter foredraget aftenens ret til 160 kr.

Om udstillingen: Sofonisba - Historiens glemte mirakel
Sofonisba Anguissola (ca. 1532-1625) var var kendt som sin tids største kvindelige kunstmaler, et mirakel. Hun malede på bestilling for pave og fyrster, blev undervist af Michelangelo og lavede ikoniske små selvportrætter, der blev samleobjekter i tiden. Som en af få kvinder skrives hun i 1568 ind i Vasaris kunsthistorie, hvor hun omtales for sit store talent. Siden skrives hun - som det sker for flere kvindelige kunstnere i løbet af 1800-tallet - ud af kunsthistorien og glemmes. Nivaagaards Malerisamling ejer et af Sofonisbas vigtigste hovedværker og har med udstillingen bragt 20 af hendes malerier sammen fra samlere og museer i 10 lande i den første soloudstilling om 1500-tallets stjernekunstner. Den ambitiøse særudstilling har opnået international bevågenhed og topanmeldelser i danske medier.

Sidste chance for at opleve Sofonisba - Historiens glemte mirakel er søndag 15. januar. Her er der også sidste visning af museets anden særudstilling om 1960'ernes popkunstner og katolske nonne Sister Corita: Someday is now. Danh Vo præsenterer Sister Corita, der ligeledes er blevet fremhævet som en af det forløbne års vigtigste udstillinger - med budskaber på silketryk om en verden præget af materialisme, krig og fremmedgørelse, der er lige så aktuelle og relevante i dag.

I perioden 16. - 27. januar vil museet være delvist lukket, inden dørene åbnes til næste særudstilling Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild lørdag 28. januar.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, der er ved at forlade vores sprog.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale