Pressemeddelelse -

Efter Prado-museet: Sofonisbas hovedværk vender hjem til Nivaagaards Malerisamling

Efter succesrige måneder på Prado-museet (Museo Nacional del Prado) i Madrid er Nivaagaards Malerisamlings store renæssance-maleri af Sofonisba Anguissola nu hjemvendt. Tilmed i en nyrestaureret version, der har bragt billedet tilbage i sin ufuldendte form og for første gang i to århundreder viser Sofonisbas hovedværk i sin oprindelige kunstneriske proces.

Sofonisba Anguissola var den første berømte og anerkendte kvindelige kunstner i renæssancen og malede i ca. 1559 familiebilledet, der lyder titlen Portrætgruppe med kunstnerens fader Amilcare Anguissola og hendes søskende Minerva og Astrubale. Sofonisba var i færd med familieportrættet af sin far og søskende, da Kong Filip II af Spanien tilbød hende en stilling som hofdame for dronningen. Sofonisba måtte rejse med ganske kort varsel, og maleriet blev derfor aldrig malet færdigt, men betragtes ikke desto mindre som kunstnerens hovedværk.

Værket blev i 1800-tallet erhvervet af den danske guldaldermaler Wilhelm Marstrand, der opdagede det i et galleri i Paris. Marstrand fik billedet fragtet hjem til København i en hestevogn, og uden at kende til maleren bag værket gav han sig i kast med at færdiggøre Sofonisbas familiebillede, hvor blandt andet søsterens kjole og broderens hånd fremstod ufærdige. I 1873 opkøbte Malerisamlingens stifter Johannes Hage billedet fra Wilhelm Marstrands dødsboauktion, men først i 1904, da Johhanes Hage var i færd med at katalogisere sin samling, fandt man frem til, at kunstneren bag værket var S​ofonisba Anguissola.

I 1982 gjorde en konservator i forbindelse med en restaurering af værket på Nivaagaards Malerisamling det første forsøg på at fjerne Marstrands overmaling. Men først i 2019 lykkedes det at få værket tilbage til Sofonisbas ufuldendte form. Det skete på Prado-museets værksteder forud for museets særudstilling '​A Tale of Two Women Painters: Sofonisba Anguissola and Lavinia Fontana', hvor Sofonisbas familieportræt indgik som hovedværk, og Prado-museet forestod den omfattende restaurering som en gestus for at låne maleriet. 

Om Sofonisba Anguissola (1532-1625) 
​Der fandtes i renæssancen kun få kvindelige malere, da kvindens stilling i samfundet generelt umuliggjorde, at kvinder arbejdede som udøvende kunstnere. Sofonisba fik imidlertid opbakning af sin far til at fortsætte kunstnergerningen. Hun mestrede særligt portrætgenren, som hun praktiserede under indflydelse fra blandt andet den mellemitalienske skole. Som ung havde hun en brevkorrespondance med Michelangelo, der anerkendte den unge kvindes talent og påtog sig rollen som en slags langdistancelærer. Sofonisba var i færd med familieportrættet af sin far og søskende, da Kong Filip II af Spanien tilbød hende en stilling som hofdame for dronningen på grund af hendes talent og adelige byrd. Sofonisba kom til at arbejde tyve år ved det spanske hof, hvor hun udover hofdame også fungerede som tegnelærer og selv udførte portrætter af stort set hele kongefamilien.​ 



Sofonisba Anguissolas Portrætgruppe med kunstnerens fader Amilcare Anguissola og hendes søskende Minerva og Astrubale i nyrestaureret version. Billedet måler 157 x 122 cm.

___________________________________________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

___________________________________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale