Pressemeddelelse -

Høstfest i Nivå: Nu skal marken spises!

Lørdag den 28. august kl. 15-18 inviterer Nivaagaards Malerisamling til høstfest på plænen vest for Nivå Centeret for at fejre den fælles kartoffelmark, som lokale børn og voksne denne sommer har været med til at lægge, hyppe og passe. Nu skal marken spises!

Michelinkok og madaktivist Christian F. Puglisi er sammen med kunstner Danh Vo idemand til kartoffelmarken - de voksede op i Nivå i forskellige årtier og blev siden internationale stjerner inden for hver deres felt. De er begge optaget af naturen og dyrkning af jorden, og kartoffelmarken er deres bidrag til en større forståelse for lokalproduktion af fødevarer, naturens tilstand, bæredygtighed og socialt samvær. 

De deltager også i høstfesten, hvor Puglisi laver mad af høsten fra kartoffelmarkens mere end 30 sorter, der tilbage i maj måned blev lagt som en hyldest til mangfoldighed. 

Maden kan nydes ved langborde med kartoffeltryks-dug lavet af borgere i forbindelse med Nivådagen, der finder sted samme dag kl. 11-15. Her er byens lokale aktører gået sammen om at lave aktiviteter på gåruten Nivåringen, og ved Nivaagaards Malerisamling vil der være mulighed for at lave kartoffeltryk på dagens festdug.

Der vil også være snobrød, kartoffelløb, pop up gårdbutik til høstfesten ved Nivå Centeret - og naturligvis fri leg på halmballerne. 

Høstfesten er gratis for deltagende og spisende gæster.

Selve høstdagen finder sted tirsdag 24. august kl. 15-18. Alle er velkomne til at komme forbi og høste kartofler.

Vil du være med i pop up gårdbutik?
Kom og sæt dit præg på høstfestens pop up gårdbutik, der sammensættes af lokale borgere med grønne fingre og alt godt fra egen muld til salg. Send en mail til mb@nivaagaard.dk snarest og inden 20. august, hvis du ønsker at være med.

Læs mere
Vi laver en kartoffelmark
Kartoffelmarken der samler Nivå

Og lyt
Podcast med Christian F. Puglisi om tilblivelsen af kartoffelmarken, og hvordan han gik fra at være kræsen dreng på Sicilien til førende råvareentusiast.


Kartoffelmarken er en del af et flerårigt samarbejde mellem Nivaagaards Malerisamling og den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo under titlen ‘Danh Vo præsenterer’. Læs mere her.


________________________________________________________________________________


Pressefotos kan downloades her.

_______________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81