Pressemeddelelse -

Jazzkoncerter: Oplev Champian Fulton og Iris Bergcrantz på Nivaagaards Malerisamling

Nivaagaards Malerisamling åbner dørene for to af tidens toneangivende jazzsangerinder: Torsdag den 20. april kan museets gæster opleve den amerikanske sangskat i Champian Fultons fortolkninger. Torsdag den 11. maj er det den svenske sangerinde og komponist Iris Bergcrantz, der besøger Malerisamlingen til en aften med svensk visetradition.

Jazzkoncert torsdag 20. april kl. 19.30: CHAMPIAN FULTON

Fulton har bjergtaget publikummer på New Yorks bedste jazzklubber og i koncertsale verden over, ligesom hun har gæstet et utal af jazzfestivaler og optrådt med jazzikoner som Lou Donaldson, Frank Wess og Buster Williams.

Champian Fulton fremhæves både for sit tekniske talent og medrivende performance. “An assured vocalist with a galvanizing presence,” har roserne lydt fra The New Yorker, mens Detroit Free Press kalder Fulton for sin generations mest talentfulde jazzsangerinde.

Allerede fra barnsben var Champian Fulton omgivet af jazz. Hendes far, jazztrompetist Stephen Fulton, var nær ven af jazzmusikere som Major Holley og Clark Terry, der inspirerede den unge Fulton.

Denne aften dykker Champian Fulton ned i sine rødder og den amerikanske sangskat med trioen, der udover hende selv (vokal og piano) består af Hans Backenroth (bas) og Kristian Leth (trommer). Trioen har udgivet to albums See you in my Dreams (2021) og Blue and Sentimental (2022).

Pris: 170 kr. inkl. entre til museet / 30% for årskortholdere. Billetbestilling via nivaagaard.dk.

Caféen serverer inden koncerten aftenens ret til 160 kr. Kan bestilles i forbindelse med billetkøb via hjemmesiden.

Jazzkoncert torsdag 11. maj kl. 19.30: IRIS BERGCRANTZ

Den svenske sangerinde og komponist Iris Bergcrantz placerer sig blandt de førende jazzvokalister med sin intense og fortryllende stemme, der om nogen kan forene melankolsk, skandinavisk jazz med den svenske visetradition.

Bergcrantz og hendes kvartet er aktuel med albummet Trasighet och Fransar, som er et crossover-projekt, der kombinerer jazz- og strygekvartet i nyfortolkningen af den svenske visekomponist Olle Adolphsons blåtonede, svenske viser. Sange, der er blevet udødeliggjort af Monica Zetterlund.

Iris Bergcrantz er international anerkendt for sin musik, og hendes album Young Dreams blev i 2020 nomineret til en DMA for bedste vokaljazzudgivelse og udnævnt til bedste vokalalbum i både LIRA Musikmagasin og i Los Angeles Jazz Bossa & Beyond.

Denne aften fortolker Iris Bergcrantz den svenske visetradtion sammen med sin kvartet bestående af Calle Brickman (piano), Anders Fjeldsted (kontrabas) og Andreas Fryland (trommer).

Pris: 160 kr. inkl. entre til museet / 30% for årskortholdere. Billetbestilling via nivaagaard.dk.

Caféen serverer inden koncerten aftenens ret til 160 kr. Kan bestilles i forbindelse med billetkøb via hjemmesiden.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, der er ved at forlade vores sprog.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81