Pressemeddelelse -

Stor efterårsudstilling på Malerisamlingen: 'Kunstnerbrødre. L.A. Ring & H.A. Brendekilde'

Den 22. september 2019 åbner Nivaagaards Malerisamling den store særudstilling ‘Kunstnerbrødre. L.A. Ring og H.A. Brendekilde’.

Udstillingens fokus er det usædvanlige kunstneriske parløb mellem kunstnerne L.A. Ring (1854-1933) og H.A. Brendekilde (1857-1942), der finder sted i perioden 1880-1920. Begge kommer fra fattige kår og deler i perioder både værelse og atelier i København i en tid præget af store politiske og sociale forandringer. Som brødre i kunsten deler de et fælles udgangspunkt, men udvikler sig forskelligt og får et forskelligt efterliv.

Fælles for Ring og Brendekilde er deres sociale engagement. De skildrer i deres værker livet, arbejdet og døden på landet blandt de fattigste, hvor de er vokset op, og motiverne udgør nogle af realismens fremmeste eksempler i dansk billedkunst.

Kunstnerbrødre
Laurits Andersen (L.A. Ring) og Hans Andersen (H.A. Brendekilde) møder hinanden på Det Kgl. Danske Kunstakademi omkring 1877. I samtidens kunstkritik bliver Ring og Brendekilde ofte omtalt under ét i aviserne. De bliver anmeldt som ’bondemalerne’, og deres tidlige værker vidner om en tæt indbyrdes dialog.For ikke at blive forvekslet tager de begge navn efter de landsbyer, de kommer fra, nemlig landsbyen Ring tæt på Næstved og Brændekilde på Fyn.

I deres malerier skildrer Ring og Brendekilde på ærlig vis livet på landet, som de begge kender indefra. Lige fra landarbejdernes tunge livsvilkår til de legende børn i landsbyen. Billedernes stemning veksler mellem smerte og idyl og fører os tilbage til en brydningstid, hvor realisme og symbolisme optog sindene på skift. Hvor Ring kredser om ateisme og ensomhed, maler den sene Brendekilde populære stokrosemotiver og indgår i mindre grad end kunstnerbroderen i kunstmuseernes samlinger. 

Udstillingen, der er blevet til i et samarbejde med Randers Kunstmuseum og Brandts - Museum for Kunst & Visuel Kultur, byder på et fyldigt udvalg af Ring og Brendekildes bedste malerier samt værker i keramik og glas. Der vises værker fra landsbyerne på Sjælland og Fyn og fra København, samt malerier fra de rejser, der især for Brendekilde blev en kilde til stor inspiration.

‘Kunstnerbrødre. L.A. Ring og H.A. Brendekilde’ kan ses på Malerisamlingen frem til 26. Januar 2020. Gennem hele udstillingsperioden afholdes arrangementer og aktiviteter med tilknytning til den spændende brydningstid omkring Ring og Brendekilde, og der trækkes tråde fra periodens kunstneriske idealer op til nutiden. Læs mere nedenfor.

Pontoppidan, Bille August og stråbroderier
Malerisamlingen holder foredrag og viser film om perioden. Litteraturforedragene kredser om både Henrik Pontoppidan, der skrev fortællingen 'Nattevagt' over Ring og Brendekilde, samt Thomas Korsgaard og Kim Fupz Aakeson som forskellige repræsentanter for realismen af i dag. Bille August fortæller om at skabe sine markante, historiske film fra perioden. Museets succesfulde broderikreds introducerer for første gang i Danmark stråbroderi med inspiration fra almuemotiverne. Museumscafeen serverer bondemad, mens butikken tilbyder økologiske naturprodukter og gammeldags legetøj.

DET SKER:

Hver søndag kl. 14: Gratis introduktion til særudstillingen

Tirsdag 24. september kl. 17
Særomvisning: Bag om udstillingen

Museumsinspektør Birgitte von Folsach viser rundt i den nye særudstilling og fortæller om tilblivelsen og temaerne i det udvalg af kunstværker, der indgår i udstillingen.
Gratis for årskortholdere eller når entreen er betalt.

Onsdage fra den 25. september 
Broderikreds

I anledning af særudstillingen introducerer Malerisamlingen for første gang i Danmark en broderikreds i stråbroderi, inspireret af kunstnerbrødrenes mange værker med strå og marklandskaber. Brodøse Berthe Bramsen, der også stod bag museets succesfulde broderikreds omkring William Morris-udstillingen, har udviklet konceptet for efterårets broderikreds, hvor der vil blive broderet med strå fra blandt andet hvede, rug og marehalm. Stråene, som findes i utallige nuancer, er tidligere blevet kaldt fattigmandsguld, da det reflekterer et gyldent lys, som også Brendekilde og Ring indfanger i mange af deres malerier af det danske kulturlandskab. Der er en stor tilfredsstillelse i at hente materialet i den vilde såvel som den dyrkede natur og skabe sine egne unikke broderier af de indsamlede strå. Tilmeldte deltagere instrueres i at behandle, flette og brodere med strå og præsenteres samtidig for forskellige ideer for anvendelse på små stiliserede billeder til ophæng, på accesories eller boligens tekstiler. 


Berthe Bramsen har de senere år arbejdet med strå som sit foretrukne materiale og igangsætter efterårets broderikreds med tre workshops den 25. september, 2. og 9. oktober. Efter de tre workshops mødes de tilmeldte deltagere om stråbroderiet på museet hver onsdag kl. 16-18.

Pris 450 kr. inkl. workshops, materialer og deltagelse i broderikreds. 10% rabat til årskortholdere.

Tilmelding nødvendig, begrænset antal pladser. Læs mere på www.nivaagaard.dk. 

Søndag 6. oktober
Familieomvisning k
l. 11.15 -12.00
Tag hele familien med, når vi i fællesskab bliver klogere på de to kunstnerbrødre L.A Ring og H.A Brendekilde. På omvisningen skal vi både tegne, lave øvelser og høre spændende historier om de to store kunstnere og deres samtid.

Lerværksted kl. 12-15
Museets huskunstner Marina Pagh tager imod børn i alle aldre i vores lerværksted, når vi går i Ring og Brendekildes keramikspor. Marina hjælper børnene godt på vej med teknikker og ideer til at formgive ler.

Familieomvisning og værksted er gratis, når entreen er betalt.

Tirsdag 8. oktober kl. 17
Foredrag: L.A. Ring
Forfatter, dr. phil. Henrik Wivel fortæller om den kanoniserede maler L. A. Ring, der omkring år 1900 blev både det hæsliges og det skønnes maler i dansk kunst. Ring har malet nogle af de mest elskede og originale billeder i dansk kunsts historie. Som sand avantgardekunstner brød han de gængse konventioner om maleriet ned og skabte et nyt og gådefuldt billedsprog, samtidig med at han bibeholdt et fast greb om virkeligheden.

Pris 100 kr. Halv pris for årskort- holdere.

Torsdag 10. oktober kl. 17
Forfatterforedrag: Henrik Pontoppidan

Skal kunsten være politisk eller et mål i sig selv? Spørgsmålene blev diskuteret heftigt i tiden omkring 1890 og er gennemgående i Henrik Pontoppidans lille kunstnerroman ’Nattevagt’ fra 1894. Cand.mag. og medlem af Pontoppidan Selskabet, Christian de Thurah, sætter ’Nattevagt’ ind i samtidens politiske og kunstneriske kontekst og fremhæver de tætte tråde, der er mellem romanen og malerne L.A. Ring og H.A. Brendekilde.

Pris 100 kr. Halv pris for årskortholdere.

Tirsdag 22. oktober kl. 17
Foredrag: H.A. Brendekilde
Forfatter Ralph Sonne fortæller om Brendekildes betydelige bidrag til det danske socialrealistiske maleri. Hans udskæring af billedrammer var en del af maleriet, derudover designede han Kähler keramik, glaskunst og kobbertøj. Ralph Sonne præsenterer Brendekilde gennem udvalgte hovedværker og kommenterer på, hvorfor en enestående dygtig kunstner vælger at blive gartner sine sidste 25 år og tilsyneladende klinge af i sin samfundskritik til fordel for en idyllisering af landbolivet.

Pris 100 kr. Halv pris for årskort- holdere.

Tirsdag 5. november kl. 17
Foredrag: Lysets kraft - i billedkunsten og fotografiet 
Billedkunstnere som Ring og Brendekilde arbejdede i særlig grad med lyset i kompositionerne af deres malerier. Kunstmaleres brug af lys i billeder har gennem tiden og frem til i dag været til stor inspiration for fotografers skabelse af billeder. Gertrud Oelsner, direktør for Den Hirschsprungske Samling, har i flere sammenhænge beskæftiget sig med billedkunstneres betydning for fotokunsten og giver her et indblik i lysets dimensioner fra maleri til fotografi. 

Pris 100 kr. Halv pris for årskortholdere.

Torsdag 7. november kl. 17
Forfatterforedrag: Thomas Korsgaard
Omgivet af Ring og Brendekildes socialrealistiske værker fra forrige århundrede i Søjlesalen vil forfatter Thomas Korsgaard fortælle om sit tag på realismen i dag. Han har siden debutromanen i 2017 ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’ opnået stor anerkendelse fra såvel anmeldere som læsere. Foredraget tager udgangspunkt i hans seneste selvbiografiske udgivelse ’En dag vil vi grine af det’, som er en forlængelse af debutromanen og tager afsæt i hans egen opvækst i Nørre Ørum.

Pris 100 kr. Halv pris for årskortholdere.

Tirsdag 19. november kl. 17
Foredrag: Kählers værksted - de tidlige år
I den begyndende industrialisering fandtes i Næstved et lille miljø af billedkunstnere, som dyrkede landskabsmaleriet på den nærliggende Mogenstrup Ås – og fremstillede keramik hos Kähler. L.A. Ring og H.A. Brendekilde blev de første af en lang række kunstnere, som værkstedet kom til at arbejde sammen med. Keramiker og forfatter Peder Rasmussen fortæller om de tidlige, spændende år på Kählers keramikfabrik og fremviser fotos, malerier og keramiske værker fra tiden.

Pris 100 kr. Halv pris for årskort- holdere.

Tirsdag 26. november kl. 17
TALK: Bille August om at skabe historiske film 
Filminstruktør Bille August har skabt en række markante film fra opbrudsti- den omkring Ring og Brendekilde heri- blandt ’Pelle Erobreren’, og ’Lykke-Per’. Han samtaler med journalist Niels Frid om, hvordan man filmmæssigt arbejder med at skabe kraftfulde fortællinger fra den historiske tid: Hvilke greb gør man sig gennem skabelsesprocessen – fra manuskript til sceneoptagelser og instruktion af skuespillerne?

Pris 100 kr. Halv pris for årskortholdere. 

Torsdag 5. december kl. 17
Forfatterforedrag: Kim Fupz Aakeson
Han er en af Danmarks mest produktive forfattere og dækker stort set samtlige genrer. Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskripter til en række af nyere dansk films største succeser og har som forfatter opnået stor anerkendelse med sine mange børnebøger. I aften skal vi høre ham fortælle om sin seneste anmelderroste voksenroman ’Bådens navn’, og hvordan han i sit forfatterskab bruger hverdagsrealismen som greb.

Pris 100 kr. Halv pris for årskortholdere.

___________________________________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

___________________________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 49 14 10 17.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale