Pressemeddelelse -

Tegn i naturen, udflugt med forstadsformer og hyp i kartoffelmarken

Nivaagaards Malerisamling er rykket uden for museet med arrangementskalenderen. Hver onsdag er der 'Tegn i naturen' med tegneundervisning under åben himmel i Nivaagaards Park, 29. juni er der kombineret foredrag og udflugt med forstadsfarmer og forfatter Lene Skrumsager Møller - og på tirsdag 22. juni er der sidste hyppedag i kartoffelmarken.


ET LIV I PAGT MED HAVEN
FOREDRAG OG UDFLUGT V. LENE SKRUMSAGER MØLLER
29. JUNI KL. 16.30-17.30
Hvordan omdanner man sin græsplæne til en lugefri, gravefri og giftfri grøntsagsmark – eller til vild natur i haven? 
Forstadsfarmer og forfatter Lene Skrumsager Møller står bag årets populære udgivelse "Fra græsplæne til grøntsagsmark" og fortæller her, hvordan hun sammen med sin familie realiserede drømmen om at få naturen ind i hverdagen. Familien har forvandlet den traditionelle parcelhushave til et selvforsynende fristed, hvor jorden dyrkes klima- og miljøvenligt med plads til høj biodiversitet. Havens forandring bærer et glædesbudskab om at søge lyset; gøre jorden frugtbar, forædle alt som er i vores hænder og genskabe en kærlig jordforbindelse – alt sammen med mulighed for et givende og nyt fællesskab for familien, med marken eller haven som omdrejningspunkt.

Der er mødested på Nivå Bibliotek, hvor det indledende foredrag finder sted. Herefter går Lene Skrumsager Møller med deltagerne på tur ud i den dyrkede og ikke-dyrkede natur - til museets nyetablerede kartoffelmark vest for Nivå Centeret for at beundre den gavmilde planet, og til museets nyerhvervede grund ved Nivå Station, hvor naturen har fået plads til at udvikle sig.

Pris 150 kr./105 kr. for årskortholdere. Book billetter via nivaagaard.dk 

TEGN I NATUREN
HVER ONSDAG KL. 16-18

I Nivaagaards Park og de naturskønne områder omkring Malerisamlingen lader tegnerne sig inspirere af landskabets vidder, detaljer og lys. Tegnelærer Lisa Marie Frost guider deltagerne igennem tegnekunstens muligheder under åben himmel og stiller opgaver undervejs. Der vil være tegneplader til rådighed. Medbring eget papir og tegnegrej (akvarel/kridt/kul/ blyant/oliekridt) samt en stol at sidde på.

Pris 100 kr./70 kr. for årskortholdere.
Forudgående tilmelding nødvendig til info@nivaagaard.dk.

VI HYPPER KARTOFLER
22. JUNI KL. 15-18

Nivaagaards Malerisamling inviterer alle borgere til at dyrke kartofler denne sommer. Det sker på en 900 m2 mark, som museet har anlagt på plænen vest for Nivå Centeret. Her kan børn og voksne være med til at lægge, hyppe og passe kartoflerne fra maj til august – afsluttende med en høstfest 28. august i forbindelse med den årlige Nivådag. 

22. juni er sidste hyppedag. Der hyppes kartofler i tidsrummet kl. 15-18, og man bestemmer selv, hvor længe man vil hyppe. Ingen tilmelding. Alle deltagere får et gratis måltid mad - servering fra kl. 16.30.

Læs mere om kartoffelmarken.

I juli og august følger nye udendørs arrangementer i forlængelse af museets særudstilling 'Træerne findes' af Anette Harboe Flensburg og samarbejdet med den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo, under titlen ’Danh Vo præsenterer’.

________________________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

_______________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81