Pressemeddelelse -

Ud i naturen med Malerisamlingen

Nivaagaards Malerisamling byder på flere oplevelser i naturen i september, hvor man både kan blive klogere på vadefuglene ved strandengene bag museet, inden fuglene trækker sydpå, modtage tegneundervisning under åben himmel og gå på ordvandring i parken.

Fugletur - mød vadefuglene i Nivå Bugt Strandenge
Torsdag 2. september kl. 10 er der udflugt til de smukke strandenge bag museet - kom og hør om vadefugletræk og fuglenes tilpasninger på en gåtur med Fugleværnsfondens naturvejleder Jørn Dyhrberg Larsen.

Fuglenes tilpasninger er fantastiske. En af tilpasningerne er vingerne, som sætter dem i stand til at flytte sig mellem områder og på den måde udnytte den korte sommer i nord til at yngle og derefter flyve sydpå og tilbringe vinteren et lunere sted. Vadefuglene er specialister i denne livsstil, og her i begyndelsen af september kan vi møde mange af dem i Nivå Bugt.

Pris 100 kr. inkl. entre til museet / 50 kr. for museets årskortholdere.


Tegn i naturen

Hver onsdag kl. 16-18 er der frem til oktober måned tegneundervisning i Nivaagaards Park og de naturskønne områder omkring Malerisamlingen, hvor deltagerne lader sig inspirere af landskabets vidder, detaljer og lys. Tegnelærer Lisa Marie Frost guider igennem tegnekunstens muligheder under åben himmel og stiller opgaver undervejs. Der vil være tegneplader til rådighed. Medbring eget papir og tegnegrej (akvarel/kridt/kul/ blyant) samt en stol at sidde på.

Pris 100 kr. inkl. entre til museet / 70 kr. for museets årskortholdere. Ingen forudgående tilmelding, man møder op i receptionen. I tilfælde af regnvejr aflyses tegneundervisningen.


Rembrandts Lærlinge sætter fokus på natur, planter og arkitektur
Museets tegnehold for børn og unge mellem 8-16 år fordyber sig dette efterår i natur, planter og arkitektur. 'Rembrandts Lærlinge' skal tegne, male, bygge og lade fantasien skabe nye virkeligheder, hvor småt bliver stort, og stort bliver småt, og alle får udvidet ’teknikkufferten’ med nye redskaber. Dele af undervisningen foregår udendørs.

Hold 1 tegner kl. 11-13 med 8-12-årige og hold 2 kl. 13.15-15.15 med 12-16-årige. Underviserne er Marina Pagh og Stine Juul. Læs mere på nivaagaard.dk

Pris: 630 kr. (11 lørdage frem til 20 november. Holdene startede op 21. august, men der er stadig pladser)


Ordvandring

Museets ’Reservat for truede ord’ i Nivaagaards Park får masser af spørgsmål og opmærksomhed fra gæster og forbipasserende. Ordvandring med forfatter Iben Claces i parkens ’reservat’ byder på nye opdagelser i sproget, hvor man finder ’døgenigt’ og ’slukøret’ i selskab med ’swag’, ’noia’, ’habibi’ og mange flere nye og gamle ord.

Gratis for årskortholdere eller når entreen er betalt. Ingen forudgående tilmelding, man møder op i receptionen. Påklædning efter vejret.


Billetter til arrangementer og tegnehold købes via museets hjemmesidehttps://shop.nivaagaard.dk/arr...

______________________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

_______________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81