Pressemeddelelse -

WILLIAM MORRIS. Al magt til skønheden!

’WILLIAM MORRIS. Al magt til skønheden!’ er titlen på Nivaagaards Malerisamlings kommende særudstilling om den engelske kunstner William Morris, hvis mønstre og tanker om skønhedens magt revolutionerede britisk design. Han blev som hovedskikkelsen bag Arts & Craft-bevægelsen den mest indflydelsesrige designer fra det 19. århundrede, og hans mønstrede tapeter og tekstiler inspireret af naturen er fortsat elskede verden over. Det er første gang, at William Morris kan opleves på en museumsudstilling i Danmark.

Mens industrialiseringen buldrede frem i Victoria-tidens England, slog William Morris igennem med sit mangfoldige kunstneriske, moderne tænkende og socialt bevidste virke. Som kunsthåndværker, designer, forfatter, bogtrykker og social reformator ville han give al magt til skønheden og forandre det engelske samfund. Han gik til angreb på tidens masseproduktion og overforbrug,og hans tanker om skønhed, fællesskab og bæredygtighed er stadig højaktuelle.

Som en af hovedkræfterne bag Arts & Craft-bevægelsen sværmede Morris for middelalderens æstetik og håndværksmæssige kunnen – og var indædt modstander af industrialiseringens fremtog. Han flyttede på landet og skabte et inspirerende, produktivt og til tider dramatisk kunstnerkollektiv sammen med nogle af tidens førende malere, kunsthåndværkere, arkitekter og designere.


Morris giftede sig med gruppens ombejlede yndlingsmodel og muse, den smukke Jane Burden. Samtidig var han både en succesrig forretningsmand og en af Englands første socialister. Alt, hvad William Morris gjorde, var båret af en revolutionær gnist. Kunstneren higede efter at gøre verden og tilværelsen bedre med sit design.

Udstillingen viser Morris’ smukke og sanselige univers af tapeter, tekstiler, møbler, glasmosaikker, bøger mv. samt værker af de vigtigste personer, som han indgik i en kollektiv skabelsesproces med – kunstnere som Edward Burne-Jones, Dante Gabriel Rossetti og arkitekten Philip Webb.

Foredrag og broderikreds
I forbindelse med særudstillingen arrangerer Nivaagaards Malerisamling en række foredrag og arrangementer om William Morris og tiden omkring ham med referencer op til i dag. Der etableres også en broderikreds i perioden, hvor alle interesserede en gang om ugen kan komme forbi Nivaagaards Malerisamling og brodere, enten på eget broderikit over motivet ’Strawberry Thief’ eller på en broderiramme med 6-7 andre.

WILLIAM MORRIS. Al magt til skønheden!’ vises på Nivaagaards Malerisamling 13. februar – 16. juni 2019.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Millesgården i Stockholm, Sverige, hvor den åbnede i efteråret 2018.

William Morris-udstillingen på Nivaagaards Malerisamling er støttet af Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Morris & Co. at Style Library, Tapet Cafe, Iversen AS og Dyrup.

Pressebilleder kan downloades her.

For yderligere information
Kontakt venligst kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 49 14 10 17.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale

​Nivaagaards Malerisamling fejrer kunsten inde og ude i nyt sæsonprogram

Al magt til skønheden! – sådan lyder parolen på Malerisamlingen den kommende sæson, hvor museet den 13. februar åbner den første udstilling i Danmark om den engelske designpioner William Morris (1834-1896). Morris fejres i Malerisamlingens nye sæsonprogram både inde og ude med inspirerende foredrag om ornamentets mester, designpolitiske bevægelser, Arts & Crafts og havearkitektur. Museet start

Nyt tiltag: Broderikreds i forbindelse med William Morris-udstilling

Alle over 13 år kan være med! Man kan vælge at følge broderikredsen hver gang – eller møde op enkelte gange. Hver broderikreds betjenes af en facilitator, der vejleder i to gennemgående syteknikker i Morris’ designs: kontursting og schattersyning. Deltagerne kan brodere på eget broderi til pudecover - eller på et forhæng sammen med 6-7 andre, hvor der arbejdes på en stor broderiramme, som indgår