Pressemeddelelse -

Tidligere bureaukrat rister djøf'ernes løg i nyt comedy show!

"Hvor mange molboere skal der til for at skrue en elpære i en lampe?" Engang fik den slags historier danskerne til at knække sammen af grin. Nu kan molboerne imidlertid ånde lettet op. Et nyt comedy-show placerer en tikkende latterbombe under absurditeterne i det djøfiserede bureaukrati i toppen af danske virksomheder.

"Vi var naturligvis grundigt forberedt. Der var holdt formøder, der var skrevet indstillinger. Men vi vidste alle sammen, at til møder med Den Store Leder er al forberedelse forgæves. Når vi gik gennem døren til direktørkontoret, ville vi træde ind i en parallelverden, hvor al logik var sat ud af kraft. Hvor måneders analyser ville kuldsejle mod tilfældige indskydelser, som Den Store Leder havde fået i går aftes over havegrillen hos genboen."

Sådan lyder et lille uddrag fra fortællingen i DJØF MED LØG(N), hvor tidligere bureaukrat og nuværende komiker og prisvindende storyteller, Per Helge Sørensen,  spidder det absurde, djøfiserede bureaukrati, som har bredt sig i toppen af stort set alle større, danske  virksomheder og institutioner. Per Helge Sørensen har selv en fortid i store offentlige institutioner, både nede i organisationen og helt oppe i toppen, og han har set hvordan store afstande mellem top og bund kan få nærmest kafkaske konsekvenser.

"I virkeligheden er det værste ikke den ”kolde djøf’er,” siger komikeren selv. "Det jeg frygter er den ”svedige djøf’er”. Ham der tror, at han kan ”frigøre den offentlige sektors kreative potentiale” hvis bare alle medarbejderne bliver sendt på "Innovation Camp" på Hotel Nyborg Strand og udsat for to døgns buzz-word-bombardement af en flok ”Fremtids Navigatører” og Steve Job wannabes, hvis eneste fællesnævner er, at de aldrig har sat deres ben på en offentlig arbejdsplads!"

DJØF MED LØG(N) handler om en løbsk managementkultur, der får ellers begavede ledere til at vifte med "ja-hatte" og arrangere trivselsmøder hvor medarbejderne skriver sange om virksomhedens kerneværdier. Handlingen vil være skræmmende bekendt for alle, der har haft ørerne i det djøfiserede bureaukrati. Endeløse omstruktureringer, overgearede proceskonsulenter, virkelighedsfjerne strategiplaner, uendelige møder uden dagsorden og power points med alt for mange bullits, er noget af det der venter, når DJØF MED LØG(N) åbner for godteposen.

Bagmanden
Per Helge Sørensen er dramatiker og professionel historiefortæller. Han er flerfoldig dansk og nordisk mester i Story Slam, har skrevet romaner, dramatik og filmmanuskripter og har bl.a. optrådt på Zulu Comedy Festival, Late Night Lørdag og med Den Kongelige Ballet. I 2011 skrev og medvirkede han i Nørrebro Teaters SKRAKO-forestilling Oliver med et Twist sammen med bl.a. Rune Klan. Senest har han optrådt for dronningen med en skæv fortælling om vikinger, så selv majestæten leende måtte overgive sig til hans særegne og vittige talent.

Med venlig hilsen
Nørrebro Teater

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • djøf med løg(n)
  • per helge sørensen
  • nørrebro teater
  • stand-up
  • comedy
  • storytelling
  • Frederiksbergscenen

Test test

Kontakt

Stine Bille Olander

Pressekontakt Kommunikationschef 29919228

Relateret materiale