Pressemeddelelse -
Childrenn til NorthSide
En aflysning fra C Duncan sætter nu det hårdtslående danske rockband på plakaten
Den skotske sangskriver C Duncan er blevet nødt til at ændre sine turnéplaner, hvilket betyder at han desværre bliver nødt til at aflyse koncerter på tre europæiske festivaler inklusive NorthSide.
Aflysningen betyder til gengæld, at vi nu får mulighed for at sætte danske Childrenn på plakaten. Kvartetten består af fire særdeles erfarne musikere - Jakob Brixen (Mechanical Bird), Manoj Ramdas (Sort Sol/The Raveonettes), Jakob Krogh Jørgensen (Psyched Up Janis) og Rune Nugge Kristensen (PowerSolo), der sammen er en massiv, støjende og velspillende enhed.
Sammen udsendte de tidligere på året debutalbummet ”Animale”, der fik 5 ud af 6 stjerner af både GAFFA og Berlingske samt flotte anmeldelser i en lang række europæiske magasiner, og roserne fortsatte, da bandet spillede de første danske koncerter. Her kvitterede GAFFA eksempelvis igen med 5 stjerner, da bandet blev sammenlignet med Queens of the Stone Age og Black Rebel Motorcycle Club til en koncert på Posten i Odense.
Der er med andre ord lagt op til en intens og mørk start på programmet på festivalens anden dag, hvor Childrenn overtager pladsen i programmet på P6 BEAT Stage kl. 14.15 lørdag.
Der er desuden en programændring fredag nat, hvor Den Sorte Skole får lidt ekstra spilletid. Den københavnske sample-duo er sat til at gå på P6 BEAT Stage kl. 01.00 og skulle oprindeligt være gået af efter en time. Men det er slet ikke nok tid til at nyde deres musikalske lektioner, så duoen har fået et ekstra kvarter til at folde deres smukke og dybt originale lydlandskab ud over NorthSide.
Alt sammen rigtig gode grunde til at investere i en billet til dette års udgave af NorthSide. Der er dog udsolgt af endagsbilletter til fredag og lørdag, og kun ganske få billetter tilbage til søndag. Så vil man med til NorthSide 2016, er partoutbilletten som giver adgang til alle festivalens tre dage den bedste investering.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- northside
- northside festival
- musik
- festival
- aarhus
- childrenn
NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.