Gå til indhold
Genforenede Pulp giver længeventet dansk koncert på NorthSide

Pressemeddelelse -

Genforenede Pulp giver længeventet dansk koncert på NorthSide

Det er 26 år siden, at det engelske band sidst gæstede Danmark. Torsdag den 6. juni kan de opleves på NorthSide i Aarhus.

Sæsonen for festivalannonceringer er i den grad i gang, og den aarhusianske festival NorthSide kunne i sidste måned løfte sløret for en række nye navne inklusivt danske artister som Andreas Odbjerg og MØ og internationale navne som Parcels, Libianca og Royal Blood. Nu skriver festivalen endnu et navn i toppen af plakaten, som allerede tæller blandt andet Massive Attack, Troye Sivan, The Smile og Kaytranada, med tilføjelsen af det ikoniske engelske band Pulp.

Pulp spillede sidste år en håndfuld eksklusive live shows i arenaer og på festivaler rundt om i England efter cirka 10 års fravær. Koncerterne fik stor ros fra de engelske anmeldere – blandt andet fra Evening Standard, som kaldte deres koncert foran 45.000 mennesker i Finsbury Park for: ”One of the sharpest, tightest and most ecstatically received reunion parties in living memory.”

Den excentriske frontmand Jarvis Cocker fra Sheffield dannede bandet tilbage i slut 70’erne, da han var blot 15 år gammel, men der skulle gå et årti, før gruppen for alvor slog igennem. Det gjorde de så i høj grad, da de udgav gennembrudspladen His ’n’ Hers i 1994 og den Mercury Prize-vindende Different Class det efterfølgende år, der bød på udødelige sange som ”Disco 2000” og ”Common People”.

Pulp nåede at udgive endnu et mesterværk med pladen This is Hardcore fra 1998, inden de i start 00’erne gik i opløsning for første gang, og deres musik hyldes blandt andet for Cockers skarpe og nærmest tragikomiske beskrivelser af det engelske klassesamfund og hverdagen som outsider.

Gruppen er allerede annonceret til sommerens udgave af blandt andet den spanske festival Primavera og de skandinaviske festivaler Øya, Flow og Way Out West, men nu behøver danske fans altså ikke at rejse væk for at opleve bandet live.

Når Pulp spiller på NorthSides første festivaldag, bliver det også første gang, de spiller på dansk grund siden 1998, hvor de stod på Roskilde Festivals Orange Scene.

NorthSide finder sted i Eskelunden i Aarhus og løber af stablen fra den 6. til 8. juni.

Partout- og dagsbilletter er i salg via Ticketmaster, som NorthSide understreger er den eneste officielle udbyder af billetter til årets festival.

Det foreløbige program til NorthSide 2024 er:

070 Shake (US)
Afskum
Amyl & the Sniffers (AUS)
Andreas Odbjerg
August Høyen
Barselona
Benjamin Hav & Familien
Blanco White (UK)
Guldimund
Jehnny Beth (FR)
Jonah Blacksmith
Kaizers Orchestra (NO)
Kaytranada (CAN)
Libianca (CMR/US)
Malk de Koijn
Massive Attack (UK)
Morad (ES)

Parcels (AUS)
Pulp (UK)
Royal Blood (UK)
Saint Clara
Shame (UK)
Slowdive (UK)
The Clockworks (IRE)
The Smile (UK)
Troye Sivan (AUS)
Ukendt Kunstner
VETO
Vince Staples (US)

Emner

Kategorier


NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.