Gå til indhold
Med første navn til plakaten og datoer for 2021 vender NorthSide blikket fremad

Pressemeddelelse -

Med første navn til plakaten og datoer for 2021 vender NorthSide blikket fremad

Det er rocklegenderne i Kashmir, som bliver første navn på plakaten til NorthSide 2021. Også datoerne til næste års festival er bekræftet til at være 3. – 5. juni, hvor den nye plads i Eskelunden for første gang skal danne rammen for den stemning og musik, som NorthSide står for. Og så åbner NorthSide i dag helt ekstraordinært midlertidigt op for billetsalget til næste års festival.

Holdet bag festivalen har siden aflysningen knoklet hårdt for at få det første navn til 2021-plakaten klar, og det første bekræftede navn på plakaten er tilmed noget ganske særligt:

-Kashmir skulle helt ekstraordinært være gået på scenen til dette års NorthSide med den første festivalkoncert i fem år. Vi er virkelig glade for, at de er klar på at udskyde denne særlige begivenhed til 2021, for det er noget, vores gæster i den grad har set meget frem til. Koncerten bliver i øvrigt 1 af kun 2 festivalkoncerter i hele 2021, så det er ganske specielt og eksklusivt, siger festival-chef Brian Nielsen.

Et af de vigtigste budskaber i forbindelse med aflysningen af dette års festival har været, at gæsterne opfordres til at beholde deres billet, som automatisk gælder til næste års festival, og de positive tilkendegivelser og ønsker om at støtte NorthSide 2021 er strømmet ind.

-Hvis man skal finde en positiv sprække i alt det her, så må det være overvældelsen over den støtte og opbakning, vi har mødt, siden aflysningen blev offentliggjort. Det er en kæmpe motivation for os, når vi skal se fremad og planlægge næste års festival. Derfor efterkommer vi også de mange ønsker fra publikum om at kunne støtte festivalen. Vi åbner derfor helt ekstraordinært op for salget af et begrænset antal billetter til festivalen i 2021, vel at mærke til de priser, som billetterne kostede i år. Billetsalget slutter lørdag 6. juni – i den weekend, NorthSide skulle have fundet sted.

Vi nåede ikke at få sagt farvel til vores festivalplads i Ådalen, men til gengæld har vi fået lidt ekstra tid til at gøre os ekstra umage, når vi i 2021 skal byde NorthSide publikummet velkommen til Eskelunden og til en ny, stor, flot og meget anderledes festivalplads, og det glæder vi os enormt meget til” slutter Brian Nielsen.

Emner


NorthSide 2021 finder sted i Eskelunden ved Aarhus den 3.- 5. juni 2021. Billetter kan købes på NorthSide.dk fra den 24. april kl. 10.00 til den 6. juni kl. 23.59.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.