Pressemeddelelse -
Musik med grøn samvittighed: NorthSide reducerer sit CO2-aftryk med 30%
NorthSide fortsætter sit arbejde for at skabe en bæredygtig festival i den globale elite, og målet er at blive en grønnere og mere bæredygtig festival hvert eneste år. Initiativer såsom plantebaseret og økologisk mad, samt brugen af strøm fra elnettet sikrer en samlet reduktion på 30% af festivalens overordnede CO2-udledning sammenlignet med 2019[1]. Det viser NorthSides årlige bæredygtighedsrapport.
NorthSides årlige bæredygtighedsrapport er netop udgivet, og her sættes der tal på resultaterne af den strategiske målsætning om hvert år at formindske festivalens CO2-aftryk så meget som muligt. I 2022 formåede festivalen at reducere udledningen med hele 30% sammenlignet med 2019, til trods for markant flere gæster på pladsen. Især to initiativer er årsag til den betydelige reduktion i CO2-aftrykket:
- NorthSide får ikke længere sit strømbehov dækket af diesel-drevne generatorer, men af strøm fra det fælles elnet. Dette betyder, at strømforbruget til elguitarer, forstærkere, madboder etc. nu udleder markant mindre CO2, fordi strømmen ikke længere kommer fra sort diesel, men fra det fælles elnet, hvor den er kompenseret med grønne certifikater. Reduktionen i udledninger fra energiforbruget er på hele 82%
- I 2022 blev der kun serveret plantebaseret mad på NorthSide. Det gav en CO2-reduktion på 32% per person per dag, og madrelaterede udledninger er nu nede på 0,98 kg CO2. Det er 88,1% mindre end det gennemsnitsdanskeren til daglig udleder via sit madindtag[2].
” En del af NorthSides DNA er at sætte barren højt og være inspirationskilde, både når det gælder musik, men også i forhold til bæredygtighed. Vores mål er altid at overraske, udfordre og skubbe til både vores egne, men også vores gæsters grænser. At servere plantebaseret og økologisk mad er et naturligt og vigtigt skridt på vores bæredygtighedsrejse. En stor del af driften afhænger af vores strømforbrug, så vores samarbejde med Aarhus Kommune og Salling Fondene er vitalt for vores fremtidige planer om kontinuerlig brug af strøm fra elnettet som energikilde”, siger Martin Thim, Bæredygtighedsansvarlig for NorthSide.
Sortering og genbrug, mobilitet og certificeret emballage - flere tiltag er i gang
Introduktionen af plantebaseret mad samt brugen af strøm fra elnettet er blot to af mange initiativer, som NorthSide har sat i spil for at fremme festivalens grønne rejse. Andre tiltag omhandler affaldssortering og genbrug, bæredygtig transport samt miljøvenlige og bæredygtige materialer i produktionssammenhænge, til emballage og promoveringsmateriale. NorthSide stiller høje krav til alle partnere og leverandører, hvor brugen af lokale, bæredygtige materialer af højeste kvalitet er første prioritet.
"Vi er superstolte af, hvor langt vi allerede er kommet, men vi er slet ikke i mål endnu. Næste naturlige skridt for os er at se på, hvordan vi kan sætte endnu mere ambitiøse målsætninger for os selv og sikre, at der bliver målt på dem hvert år”, siger Martin Thim.
Grøn fremtidssikring
De grønne initiativer, der blev implementeret i 2022, er allerede en del af fremtidsplanerne for de kommende år. Man har sikret forsyning af energi fra elnettet fremadrettet, og den plantebaserede og økologiske mad er også kommet for at blive. NorthSide fortsætter med at stille høje krav til festivalens innovative madaktører, og man fortsætter også samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening, der tilsammen står bag Plantebaseret Videnscenter. Her er man meget positive over de opnåede resultater:
”Vores madvaner er en afgørende del af løsningen for en mere bæredygtig fremtid, og det er meget positivt, at NorthSide udnytter sin stærke platform til at give gæsterne en god oplevelse med plantebaseret mad. Det sender et utroligt vigtigt signal og kan have stor effekt - for har man først fået succesoplevelser med smagfuld plantebaseret mad, er det lettere at vælge næste gang.” siger Katrine Ejlerskov, Centerleder for Plantebaseret Videnscenter
Fakta: Bæredygtighed på NorthSide
- I 2019 skiftede NorthSide engangsplastkrus ud med krus af genbrugeligt plastik
- Festivalen blev som den første i Danmark plantebaseret i 2022
- Fra 2022 er NorthSide blevet afviklet på strøm fra elnettet
- I 2022 vandt NorthSide priserne ”Byens bedste bæredygtighed”, ”Klimafaklen” og ”Årets økopris 2022”
- NorthSide får hvert år udviklet en CO2-analyse i samarbejde med A Greener Festival
- NorthSides bæredygtighedsrapport for 2022 kan findes her: http://northsi.de/baeredygtighedsrapport2022
Om NorthSide:
NorthSide bliver i år afholdt fra den 1.-3. juni 2023 i Eskelunden og byder på navne som Muse, The Chemical Brothers, Anderson. Paak og Knxwledge aka superduoen NxWorries, Lukas Graham, The 1975, First Aid Kit, Sam Fender, Tobias Rahim, Nik & Jay, LP, Yemi Alade og Pusha T samt mange flere.
Billetter til NorthSide 2023 er i salg på northside.dk, hvor prisen stiger mandag den 3. april kl. 23.59.
NorthSide fik sin debut på den danske festivalscene med en endagsfestival den 19. juni 2010, hvor alle fem navne var danske. Siden da har festivalen udviklet sig til en tre dage lang begivenhed med internationale såvel som nationale topnavne fordelt på flere scener og et skarpt fokus på økologi og bæredygtighed. Musikken spænder bredt, så der er noget for de fleste – også for dem, der søger at få udvidet deres musikalske horisont. NorthSide skaber en oplevelse, som ikke findes noget andet sted, hvor sideshows og eventområder skaber yderligere unikke og magiske rammer.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Mail: presse@downthedrain.dk
[1] NorthSide blev ikke afholdt i 2020 og 2021 grundet Covid-19
[2] Danskerne udleder hvert år ca. tre ton CO2 gennem fødevareforbruget. https://kost.dk/der-ligger-en-kaempe-co2-gevinst-i-aendre-vores-kostvaner
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- bæredygtighed
- festival
- northside
- økologi
- aarhus
NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.