Gå til indhold
Foto: Little Simz
Foto: Little Simz

Pressemeddelelse -

NorthSide fuldender årets lineup med den prisvindende rapper Little Simz og fire elektroniske navne

Den aarhusianske festival finder sted fra den 1-3 juni 2023 i Eskelunden.

Muse, The Chemical Brothers, Anderson .Paak og Knxwledge aka superduoen NxWorries, Lukas Graham, The 1975, First Aid Kit, Sam Fender, Tobias Rahim, Nik & Jay, LP, Yemi Alade og Pusha T. Det er bare nogle af de kunstnere, som årets gæster på NorthSide kan se frem til at opleve live, når portene i Eskelunden atter åbnes for tre dage i musikkens tegn. I dag er de sidste fem navne føjet til programmet og blandt dem findes en af tidens mest innovative og anerkendte hiphopartister.

Little Simz har haft kurs mod stjernerne, siden hun i 2013 i en alder af blot 19 år fik blåstemplet et af sine mixtapes af selveste Jay-Z. Det er dog inden for de seneste år, at rygtet om Little Simz for alvor har ramt den brede offentlighed takket være albums som 2019’s GREY Area og ikke mindst albummet Sometimes I Might Be Introvert fra 2021, som hun sidste år vandt den prestigefulde Mercury Prize for.

Albummet høstede også store roser fra internationale medier som NME, Rolling Stone og Pitchfork foruden danske medier som GAFFA, Information og Soundvenue, og sammen med stjerner som Adele og Ed Sheeran var hun en af de mest nominerede artister til BRIT Awards 2022.

Sidste år fulgte Little Simz op med endnu et anmelderrost album i form af NO THANK YOU, som fik Soundvenue til at kalde hende en af ”vor tids stærkeste rappere”.

Hun blev i 2020 annonceret til NorthSide, men nåede aldrig at optræde grundet pandemien. Siden har hun gæstet Danmark med en 6-stjernet optræden på Roskilde Festival og endnu et storrost, udsolgt show i København i december sidste år.

- Vi har glædet os helt vildt til at kunne løfte sløret for Little Simz, som er en af de mest hyldede og anmelderroste internationale artister lige nu – og med god grund! Hendes tekstskrivning er i en liga for sig, og kombineret med en dybt original tilgang til sin genre er hun godt i gang med at skrive et vigtigt stykke hiphophistorie, udtaler Nikoline Skaarup, som er en del af bookinggruppen.

I årets sidste musikpakke får Little Simz følgeskab af fire navne, som alle skal spille på scenen ELECTRA, der er dedikeret til elektronisk musik. Det drejer sig om den engelske house-artist Sam Divine, den Benin-fødte Afrohouse-DJ og producer AMÉMÉ, irske Disfreq og danske Buda.

Om årets fulde musikprogram fortæller Nikoline Skaarup:

- Vi er glade for at kunne præsentere et program, der virkelig kommer bredt omkring genrespektret. Fra britisk stadionrock og electronica-pionerer over amerikansk R&B og hiphop til nigeriansk afropop. Det er et program, hvor vi igen er vendt tilbage til de internationale rødder og hovednavne, men hvor vi også præsenterer endnu flere spirende artister fra især det danske vækstlag, som jo er dér, vi skal finde morgendagens nye stjerner.

ECHO-scenen bliver overdækket

Når Little Simz indtager NorthSide fredag den 2. juni, bliver det på festivalens næststørste scene ECHO, som tidligere har fungeret som en udendørsscene lig hovedscenen ASTRA. I år bliver det dog en noget anderledes oplevelse at tage til koncert på ECHO, som for første gang bliver overdækket. Det gigantiske telt fylder omkring en fodboldbane, står 24 meter højt, har plads til cirka 20.000 publikummer og kommer til at skabe en mere mørk og intim ramme om de store koncerter, hvilket festivalen oplever, at flere artister efterspørger.

- Vi ligger jo i en periode med lyse aftener, og mange store artister efterspørger spilletidspunkter i mørke af hensyn til at få fuld effekt af lysproduktionerne. Vi har talt om at gøre det i flere år, men pandemien kom i vejen. Nu tager vi så endelig skridtet og skaber en fantastisk setting for ECHO-scenen, overdækket i ly for vejr og vind og med basis for nogle fantastiske intime koncertoplevelser – det ser vi enormt meget frem til! udtaler festivalchef Brian Nielsen.

Billetter til NorthSide 2023 er i salg på northside.dk, hvor prisen stiger mandag den 3. april kl. 23.59.

Det fulde lineup til NorthSide 2023 er:

ARY (NO)
Benjamin Hav & Familien
Blæst
Cavetown (UK)
eee gee
First Aid Kit (SE)
Folkeklubben
Gilli
Guldimund
JPEGMAFIA (US)
KALEO (IS)
Kevin Morby (US)
Kind mod Kind
Lamin
Little Simz (UK)
LP (US)
Lukas Graham
Madrugada (NO)
Muse (UK)
Nik & Jay
Nothing But Thieves (UK)
NxWorries feat. Anderson .Paak & Knxwledge (US)
Phlake
Pil
PRISMA
Pusha T (US)
Sam Fender (UK)
Sko/Torp
The 1975 (UK)
The Chemical Brothers (UK)
Tobias Rahim
White Lies (UK)
Yemi Alade (NG)
Zar Paulo

ELECTRA

AMÉMÉ (BJ)
BLOND:ISH (CA)
Buda
Christian Nielsen
Claptone (DE)
Disfreq (UK)
DJ Cemetary & Poul Bones
Dom Dolla (AU)
Henri Matisse
La Fleur (SE)
LF SYSTEM (UK)
Marten Hørger (DE)
MEDUZA (IT)
Nicky Elisabeth (NL)
Purple Disco Machine (DE)
Sam Divine (UK)
SCHAARUP

Emner

Kategorier


NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.