Pressemeddelelse -
NorthSide indleder partnerskab med fire lokale sportsklubber for at få frivilligheden tilbage på sporet
NorthSide har frem mod sommerens festival indledt et partnerskab med de fire lokale sportsklubber Bakken Bears, Aarhus Fremad, Aarhus HC og SAH (Skanderborg-Aarhus Håndbold) for at styrke frivilligkulturen, der sidste år led i kølvandet på Coronapandemien.
Da de danske festivaler sidste år vendte tilbage efter to års aflysninger, var det ikke uden bump på vejen. Mange af festivalerne og de lokale foreninger kæmpede nemlig med at rekruttere samme antal frivillige som tidligere år. Udover at det skabte udfordringer for festivalerne, havde det også konsekvenser for økonomien i de foreninger, som hvert år er vant til at få penge i klubkassen under sommerens mange festivaler.
Denne udfordring forsøger NorthSide nu at imødekomme blandt andet med et nyetableret partnerskab med sportsklubberne Bakken Bears (basket), Aarhus Fremad (fodbold), SAH (håndbold) og Aarhus HC (håndbold).
Erhvervslivet kommer på banen
En af styrkerne ved at udvide samarbejdet med de lokale sportsklubber er, at de råder over et stort netværk af flere af de mindre lokale sportsforeninger, der blomstrer i Aarhus. Men festivalen ser også potentiale i partnerklubbernes store erhvervs- og sponsornetværker, som er en helt ny målgruppe for festivalen, når det kommer til frivillige.
Tanken er, at medlemmerne i de lokale erhvervsnetværk selv kan stille op som frivillige og knytte bånd på en helt ny måde, samtidigt med at de gør en forskel for den klub, de støtter. Derudover får de med partnerskabet også mulighed for at tilbyde en særlig frivilligpakke til deres respektive medarbejdere eller personaleforeninger, som består af én dags frivilligt arbejde og to dages festival.
- Når vi er ude og tale med erhvervslivet, oplever vi, at flere virksomheder begynder at give deres medarbejdere frihed til at udføre frivilligt arbejde. Når man tager på NorthSide som frivillig gennem de lokale klubber, er man med til at støtte op om det lokale idrætsmiljø. Og oven i hatten får man en anderledes oplevelse med sine kollegaer og en dag eller to som festivalgæst. Det er teambuilding, der møder samfundsindsats, der møder sommerfest, siger Jesper Stubkier, Partnership Manager hos NorthSide
Til gavn for aktivitetsniveauet i de aarhusianske sportsforeninger
En af de sportsklubber, der har udvidet samarbejdet med NorthSide, er håndboldklubben Aarhus HC. Og her ser man også på partnerskabet med stor begejstring:
- NorthSide har udviklet sig til at være et langtidsholdbart og på alle måder bæredygtigt event i Aarhus, som også giver aarhusianerne mulighed for at udvikle fællesskaber. Dette matcher perfekt de intentioner, vi har i Aarhus HC, og vi ser frem til at bidrage til et stærkt samarbejde. Aarhus HC vil sammen med NorthSide støtte, bakke op om, og gøre det endnu mere attraktivt at være frivillig – til gavn for den frivillige selv, foreningerne i Aarhus og alle aarhusianere, udtaler Peter Bredsdorff-Larsen, som er sportslig ansvarlig i Aarhus HC.
Han fortæller videre om samarbejdet og dets betydning for de lokale håndboldforeningers årlige aktiviteter og drift:
- I Aarhus HC glæder vi os til med pengene fra partnerskabet blandt andet at kunne arrangere og afvikle flere åbne håndboldaktiviteter for børn og unge i foreningerne i Aarhus - herunder camps for ungdomshold, træning for de helt små, arrangementer for de frivillige i foreningerne, udvikling af trænere og meget mere.
Der er hvert år cirka 6000 frivillige på NorthSide, som ligger mellem 10-24 timers arbejde afhængigt af opgaverne, som enten kan ligge før, under eller efter afviklingen af festivalen.
NorthSide finder i 2023 sted fra den 1. til 3. juni i Eskelunden, og præsenterer dette år navne som Muse, The Chemical Brothers, Lukas Graham, The 1975, NxWorries (feat. Anderson .Paak & Knxwledge), Tobias Rahim, Pusha T, White Lies, First Aid Kit og Folkeklubben.
FAKTABOKS – Sådan fungerer partnerskabet
NorthSide og klubberne indgår et partnerskab, hvor partnerskabsklubberne hjælper NorthSide med at rekruttere frivillige via deres netværk.
Klubber og foreninger modtager til gengæld et honorar med støttekroner pr. frivillig, de har med på festivalen.
Partnerskabsklubberne vil desuden række ud til deres sponsor- og erhvervsnetværk og tilbyde forskellige løsninger, så både netværksmedlemmerne og deres medarbejdere får mulighed for en unik teambuilding-oplevelse på NorthSide.
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- aarhus
- northside festival
- festival
- frivillighed
NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.