Pressemeddelelse -
NorthSide indsamler 250.000 kr. til velgørenhed
Første udgave af golfturneringen NorthSide Charity Challenge har indsamlet en kvart million, der skal hjælpe aarhusianske hjemløse
I denne uge spilles der for første gang NorthSide Charity Challenge på Ecco Tour, og turneringen har vist sig at være et usædvanligt populært tilløbsstykke. Faktisk har den været så populær, at turneringen ikke bare har årets største præmiesum på 510.000 kr., men samtidig er der via en auktion og et VIP fundraising-arrangement også blevet indsamlet 250.000 kr. til velgørenhed.
Det er festivalpromoter Brian Nielsen fra NorthSide, der har været primus motor bag arrangementet, og efter sidste hammerslag donerede han efterfølgende selv 38.000 kroner, så checken til de hjemløse i Aarhus endte på 250.000 kroner.
- Jeg kører hver morgen gennem Vestergade, og det piner mig at se de personer, som af en eller anden årsag er faldet igennem vores samfund. Derfor er jeg stolt over, at vi tilsammen har indsamlet en kvart million kroner, som nu skal forsøde hverdagen en smule for den gruppe mennesker i Aarhus, sagde Brian Nielsen.
Golfturneringen er en del af NorthSides kontinuerlige arbejde for at involvere sig i lokale projekter, og her har arbejdet med de hjemløse en topprioritet. Dette er blandt andet tidligere kommet til udtryk gennem donationer af både mad og arbejdstimer i forbindelse med den årlige julefrokost arrangeret af foreningen Hjemløs i Aarhus.
De indsamlede penge er øremærket til et endnu ikke navngivet projekt til gavn for hjemløse, der vil blive annonceret senere i år.
NorthSide Charity Challenge afvikles i dagene 6.-8. maj på Lyngbygaard Golfklub.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- northside
- northside festival
- musik
- aarhus
- festival
- ecco tour
- golf
- lyngbygaard
- northside charity challenge
NorthSide 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14. juni, og billetter kan købes via Billetlugen.dk.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2015.