Gå til indhold
Muse: PR
Muse: PR

Pressemeddelelse -

NorthSide løfter sløret for Muse, The 1975, Nik & Jay og flere

Muse har i flere år været et af de mest efterspurgte navne til NorthSide. Det engelske rockband er garant for et unikt og spektakulært sceneshow, så der er noget at se frem til, når de sammen med andre stærke navne gæster NorthSide 2023.

Når den aarhusianske festival NorthSide for 12. gang slår portene op fra den 1. til den 3. juni 2023, er det med rockbandet Muse som et af årets hovednavne. Den britiske trio har været et af de mest ønskede navne til næste års festival og gav i sommer, hvad Politikens anmelder kaldte ”et bumlende triumftog af en koncert” på Tinderbox i Odense. Bandet er på turné i kølvandet på deres niende studiealbum Will of the People, og det bringer dem altså forbi Eskelunden og NorthSide til et brag af en stadionrockkoncert.

Internationale anmelder-darlings, følsom bedroompop og rebelsk artpop

Muse får selskab af flere landsfæller, heriblandt Manchester-kvartetten The 1975, som lige nu er aktuelle med deres anmelderroste femte album Being Funny In A Foreign Language, som har fået musikmediet Soundvenue til at kalde dem tidens måske mest interessante band.

White Lies tager revanche, efter deres planlagte optræden på NorthSide i 2020 blev aflyst som følge af pandemien. Siden da har ”To Lose My Life”-trioen udgivet deres sjette album As I Try Not To Fall Apart, som byder på mere af den dystre guitarrock, de i 2009 blev kendt for.

Den amerikanske multiplatinsælgende sangerinde og sangskriver LP har mere end to milliarder streams under bæltet og har skrevet sange for stjerner som Cher, Christina Aguilera og Rihanna. Hendes alternative, rockede poplyd gik verden rundt, da hun i 2015 udgav singlen “Lost on You”, som lå #1 i 15 lande og i skrivende stund har over 600.000.000 streams på Spotify.

Bedroompop-artisten og LGBTQ+-ikonet Cavetown bruger sangskrivning som ventil for sine allerdybeste tanker og følelser, og det har skaffet ham en loyal følgerskare blandt unge i hele verden, der kan relatere til de ærlige tekster sat over fængende popmelodier.

Sidst, men ikke mindst byder dagens internationale pakke på franske Jehnny Beth. Hun er kendt som frontkvinde i postpunkbandet Savages, men udgav i 2020 sit kompromisløse og artpoppede første soloalbum. Beth er kendt for sine hæsblæsende og uforudsigelige liveshows, så det kommer ikke til at gå stille for sig, når hun vælter NorthSide.

Nationale poplegender, landets sjoveste familiefest og fremtidens danske stjerner

Fra den danske musikscene præsenterer festivalen et udpluk af landet største talenter. Nik & Jay er endelig tilbage på livescenen og kaster stribevis af hits efter publikum, der også kan se frem til Benjamin Hav & Familiens rablende rapshow, som i år har lagt landet og den danske anmelderskare ned. eee gee var i år kandidat til at vinde P3 Talentet ved P3 Guld og er blevet storrost for sin organiske, country-klingende pop, der oser af internationalt potentiale. Lige så lovende tegner det for de to søstre i duoen PRISMA, som vandt titlen som ’Årets nye danske live-navn’ til Danish Music Awards for deres energiske og harmoniske rockudladninger.

Billetsalget starter onsdag den 30. november kl. 10.00

Fra på onsdag den 30. november vil det endelig være muligt at få fingrene i en partoutbillet til NorthSide 2023. Startprisen på en partoutbillet er 2.395 kr. + gebyr og kan købes via northside.dk.

Dagens 10 navne er:

Muse
Nik & Jay
The 1975
LP
White Lies
Cavetown
Benjamin Hav & Familien
Jehnny Beth
eee gee
PRISMA



Emner


NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus fra den 1. til 3. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.