Gå til indhold
NorthSide melder få billetter til festivalen
NorthSide melder få billetter til festivalen

Pressemeddelelse -

NorthSide melder få billetter til festivalen

Så er der tæt på udsolgt af partoutbilletter til NorthSide 2018

Endagsbilletterne til fredag og lørdag på NorthSide har været udsolgt længe, og nu er det ved at være slut med partoutbilletterne, der giver adgang til alle festivalens tre dage.

Dermed er det ved at være sidste chance, hvis du vil være sikker på at kunne opleve navne som Björk, Queens of the Stone Age, The National, Beck, A Perfect Circle, Liam Gallagher, N.E.R.D, The War on Drugs, Dizzy Mizz Lizzy, Nik & Jay og alle de andre fantastiske navne, der gæster Ådalen ved Aarhus i næste uge.

- Vi har i år måske det bedste NorthSide-program nogensinde, og så har vi lavet en masse forbedringer til pladsen, der skal være med til at sikre, at folk får en bedre oplevelse i Ådalen end sidste år. Pladsen er blevet udvidet, så eksempelvis Sideshow får mere plads at boltre sig på, og så er der blevet anlagt nogle grusstier, der skal gøre det lettere at bevæge sig rundt, hvis det mod forventning bliver dårligt vejr under NorthSide. Så vi er i den grad klar til tre fantastiske dage, og det er med stor glæde, at vi kan se at rigtig mange har lyst til at feste med os.

Det siger talsmand for NorthSide, John Fogde, der forventer, at alle billetter til festivalen vil være solgt inden for den næste uge.

Udover et forrygende salg af adgangsbilletter til selve festivalen, bliver der lige nu også solgt en masse billetter til de mange arrangementer i Kolonihaven, hvor flere af arrangementerne allerede har måttet melde udsolgt. Så også her opfordres det til, at man skynder sig at købe billet, hvis man eksempelvis vil deltage i ARoS Social Dining, Frokost i Mormors Kolonihave, Meyers Bageworkshop eller et af de mange foredrag eller smagninger.

NorthSide 2018 afvikles i dagene 7.-9. juni i Ådalen ved Aarhus, og billetter til både selve festivalen og de mange arrangementer i Kolonihaven kan købes via NorthSide.dk.

Related links

Emner


Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.