Gå til indhold
Foto: Ece Nur Kilic / NorthSide
Foto: Ece Nur Kilic / NorthSide

Pressemeddelelse -

Prestigefyldte ”A Greener Festival” har nomineret NorthSide i ikke mindre end fire bæredygtighedskategorier

Den aarhusianske festival NorthSide har gjort sig særligt bemærket i udlandet. Den britiske nonprofitorganisation ”A Greener Festival”, der sætter fokus på at reducere miljøpåvirkninger i event- og festivalbranchen verden over, har nemlig udpeget NorthSide som en bemærkelsesværdig aktør.

Hvert år afvikler A Greener Festival et prisuddelingsshow, hvor ambitiøse bæredygtighedstiltag og grøn omstilling fejres blandt event- og festivalbranchen. Alle nominerede er at finde blandt A Greener Festivalscertificerede ”Greener Events and Greener Festivals”, hvor NorthSide blev udmærket som ”Highly Commended” i efteråret 2023.

NorthSide har fokus på bæredygtighed i alle aspekter, og festivalens Sustainability Manager, Martin Thim, uddyber, hvorfor NorthSide i særdeleshed har vakt den store interesse:

”Der er ingen tvivl om, at vores beslutning om at gå plantebaseret i 2022 har haft stor indflydelse. Vi er stadig en af de eneste store festivaler i verden, der har taget dette skridt. Så det er klart, at det er noget, der blev lagt mærke til og fortsat bliver lagt mærke til – også internationalt. Derfor er vi nomineret i ”Greener CATERING” kategorien.

Derudover har vi også, og igen som en af de få store festivaler i verden, lykkedes med at omstille fra dieseldrevet energi til at køre 100% elektrisk, og det er altså også lidt af en kraftpræstation. Så ingen tvivl om, at det også har en meget stor positiv effekt og er selve grunden til, at vi er nomineret i ”Greener POWER” kategorien.

De to ovenstående tiltag alene betød en CO2-reduktion på ca. 30% sammenlignet med tidligere år. Så også på det område har det haft en meget stor betydning.

I 2023 nåede vi også et mål om at udskifte stort set alt, hvad der er muligt indenfor transportkategorien.Med det mener jeg, at hvis der findes et køretøj tilsvarende dem, vi plejede at bruge, men som i stedet er eldrevet, så har vi udskiftet det til en mere bæredygtig løsning på festivalpladsen. Det har landet os i kategorien ”Greener TRANSPORT”.

Derudover er et af NorthSides mangeårige indsatsområder på affald og ressourcer og genbrug af selvsamme, hvorfor vi er nomineret i kategorien CIRCULAR EVENT. Der er blevet lagt mærke til vores nye samarbejde med Kredsløb og genbrugsstationen, som de nok heller ikke ser mange andre steder i verden. Det er et helt unikt samarbejde, som vil tage os endnu et skridt videre mod en affaldsfri festival i fremtiden.”

På baggrund af et grundigt bæredygtighedstjek og besøg af autoriserede eksperter på NorthSide i 2023 er Aarhus-festivalen derfor indstillet til de i alt fire prestigefyldte nomineringer (Greener CATERING, GreenerPOWER, Greener TRANSPORT og CIRCULAR EVENT). Nomineringerne skulle gerne bære frugt den 27. februar 2024 i London, hvor prisoverrækkelsen finder sted.

Om NorthSide 2024:

NorthSide løber i 2024 af stablen fra torsdag den 6. juni til lørdag den 8. juni i Eskelunden i Aarhus. Du kan med fordel købe din billet inden fredag d. 2. februar, hvor prisen på partoutbilletten stiger.

Fra fredag den 2. februar vil det ligeledes være muligt at købe VIP- samt 1- og 2-dagsbilletter til festivalen. Alle billettyper kan købes via northside.dk.

Emner

Kategorier


NorthSide 2023 afvikles i Eskelunden ved Aarhus.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.